Forberedelsen til første maraton er gennemført og nu skulle jeg se, om jeg har gjort det godt nok og når mit mål på 3.30. Forberedelsen har ikke været optimal, det er jeg klar over, men jeg følte mig klar.
Morgenmad og forberedelse før løbet
Jeg havde sat vækkeuret til kl. 5.40, men vågnede kl. 5.00 og kunne ikke falde i søvn igen, så jeg stod op kl. 5.30. Jeg havde fået under 5 timers søvn, hvilket ikke var planen. Nå, men jeg lavede noget morgenmad bestående af tre skiver hvidt brød med torskerogn og en kop kaffe og satte mig ind til computeren. Efter morgenmaden gennemgik jeg igen de ting jeg skulle have med og huske; vaseline diverse steder på kroppen, sportstape, gels, sportsdrik, energibar, jakke, ur, løbetøj og de ting jeg havde stillet frem til Kati, som hun skulle tage med; flaske vand med elektrolyt og magnesium tablet i og nogle gels tapet på, som hun skulle give mig ved omkring 29 km. mærket.
Jeg tog et hurtigt bad og spiste en energibar. Nu var der omkring 2 timer til løbsstart. Drak en energidrik og gennemgik endnu engang planen for løbet. Hvor mange gels skal jeg indtage og hvornår og hvor meget skal jeg drikke ved hvert væskedepot.
Vejrudsigten var perfekt; omkring 13-14 grader når løbet blev sat i gang og det skulle stige til 16-17 grader i løbet af de næste par timer og næsten ingen vind.
Jeg blev hentet kl. 7.30 og lidt før jeg gik spiste jeg endnu en energibar, vækkede kati og åbnede endnu en energidrik, som jeg kunne drikke i bilen. Jeg ville nu kun drikke en lille smule, for ikke at have alt for meget væske i maven når vi startede.
7.30 blev jeg hentet af Manuel, Rocio og en anden løber jeg ikke kendte og vi kørte til Malaga. Da vi parkerede tog jeg en gel og drak den sidste slurk energidrik. Jeg var på toilettet to gange før vi fandt vores plads i feltet. Begge toiletter var meget klamme og jeg ville ikke så gerne have været en pige, der skulle på benytte et af de toiletter. Da jeg havde skrevet 3.30 som min målsætning i tilmeldingen, blev jeg sat ind sammen med dem der skulle løbe omkring samme tid. Der var kontrol ved indgangene til de forskellige tider, hvilket er meget smart, så det ikke bliver som i mange andre løb, at langsomme løbere stiller sig foran og sænker hurtigere løbere.
Jeg lavede omkring 10 minutters let opvarmning og gik frem for at finde mig en plads. Lidt bag mig stod et par gutter med Denmark-tøj. Nationalfølelsen er stærk hos danskere, jeg så ikke andre amatører løbe med nationaltøj, men så 5-6 danmarkstrøjer.
Så begyndte nedtællingen til at løbet skulle sætte i gang. 5 minutter og jeg regnede med at jeg ville være lidt nervøs, som jeg var da jeg skulle løbe første halvmaraton, men jeg mærkede ikke det mindste nervøsitet. Lidt før løberne blev sat i gang, sendte de rullestolene afsted og begyndte derefter nedtælling over højtalerne. Omkring 3500 tilmeldte men måske nogle hundrede færre var stillet til start og klar til at gennemføre de over 42 km.
De første kilometer af maraton
Startskud og vi satte afsted. I alle de løb jeg har deltaget i, har de første kilometer været så fyldt med folk og specielt folk der løb langsomt eller i en gruppe, så man skulle bruge kræfter på at løbe ud og ind i mellem dem. Men her var starten glidende og jeg oplevede ikke at skulle løbe til siden for at overhale. Vi løb på Avenida de Andalucia, som er en bred vej, så derfor var der også god plads.
Jeg startede lidt hurtigere end jeg havde planlagt, for da jeg kiggede på uret efter de første 500 meter var min tid 4.35, så jeg hev lidt i bremsen, for jeg var bange for at gå død hvis jeg lagde for hurtigt ud, men stadig løb jeg den første kilometer på 4.44. Planen var at løbe på omkring 5.00 og så sætte farten lidt op og til sidst lidt ned igen, men jeg kunne godt se, at jeg nok blev revet med af stemningen og kunne ikke holde den plan. De næste kilometer følte jeg stadig at jeg skulle hive lidt i bremsen nogle gange og løb dem på 4.42 og 4.49. I løbet af den anden kilometer, syntes jeg at kunne mærke lidt sidestik, men det stoppede heldigvis ret hurtigt igen.
Jeg kom til at løbe lige bag en af de danskere jeg havde set ved starten. Han snakkede lidt med en svensker og jeg blandede mig i samtalen. Det var hans tredje maraton og målet var 3.30, så vi gik efter samme tid. Ved de andre maratons han havde deltaget i var han gået kold omkring de 30 km. Jeg havde set hans ven lidt længere fremme med lidt mere fart på og mistede ham hurtigt af syne. Vi løb et stykke hvor det gik lidt ned af bakke, så de næste par kilometer løb vi sammen på 4.36 og 4.38. Lidt efter 5 km. kom første væskedepot. De gav dog kun plastikglas med vand, så jeg fik mindre væske end jeg havde håbet på. Ved væskedepotet kom danskeren lidt bagefter mig og jeg så ham ikke mere i løbet. Jeg snuppede også min første gel.
Jeg syntes pludseligt at jeg skulle på toilet, hvilket da absolut ikke var en del af min plan, men tænkte at det nok gik over. Vi løb nu langs strandpromenaden, hvor jeg nød at løbe mellem palmerne ved siden af havet og med masser af folk der heppede. Vi havde drejet ind mod centrum igen og ville komme til området med flest folk (udover målstregen) inde ved havnen. Jeg løb sammen med en lille gruppe, men følte at jeg godt kunne løbe et par sekunder hurtigere og holdte mig på 4.41-4.44 de næste kilometer indtil vi nåede forbi væskedepotet ved havnen, hvor vi fik flasker med vand. Hver gang jeg fandt nogen at løbe med, syntes jeg ikke at farten var den rigtige så enten løb de fra mig eller jeg løb fra dem.
Kilometer 9 til 16
Da vi kom på den anden side af havnen var vi ved omkring 9 km. og der var et stykke hvor jeg kedede mig lidt, men så begyndte de forreste løbere at komme modsatte vej. Vendepunktet var ved omkring 15 km. og vi var her ved 11-12 km. så der var god fart på dem. Første gruppe på 5-6 løbere var meget langt foran de næste. Jeg kiggede efter om der var nogen jeg kendte, af dem der kom den anden vej, men kunne ikke få øje på nogen, selvom jeg vidste at der skulle være mindst 3. Men nogle gange holder man koncentrationen og andre gange flyver ens tanker et andet sted hen. Jeg skulle stadig på toilet og overvejede om jeg skulle stoppe et sted, hvor jeg kunne se andre stoppede for at komme af med overskydende væske, men jeg besluttede for at holde mig. Jeg sørgede for at spise en gel hver 15-20 minutter og helst i nærheden af en væskestation.
Vi nåede ud til de 15 km. og skulle vende og løbe tilbage mod byen og her var der igen en væskestation, hvor der også var frugt og energidrik. Jeg drak noget energidrik og tog en flaske vand. Jeg ville ikke spise frugt, da jeg havde beregnet hvor mange gels jeg skulle spise og ville undgå at få for meget indenbords.
Jeg begyndte at få ondt i den ene fod, men et sted som jeg ikke har oplevet at få ondt før. Det var lidt bekymrende og nogle kilometer senere gjorde det også lidt ondt i den anden. Det var lidt surt for jeg følte mig fint tilpas i resten af kroppen.
Omkring km. 16 indhentede jeg en lille gruppe på 5 løbere. Der var tre venner der løb sammen og åbenbart kendte mange løbere og tilskuere, så der blev heppet og taget masser af billeder af dem mange steder på ruten. De havde et godt tempo og jeg tænkte at det ville være fint at sænke tempoet lidt, da jeg indtil videre havde løbet hurtigere end jeg havde planlagt
Kilometer 16 til 29
I gruppen kom der lidt løbere til og nogle faldt fra. Tempoet lå på mellem 4.45 og 4.50 de næste mange kilometer, på nær da vi kom forbi havnen igen. De tre venner blev lidt revet med at alle dem der heppede på dem og en enkelt kilometer blev løbet lidt hurtigere. Vi kom forbi havnen og ud mod atletikstadion og basketballarenaen. En fra gruppen løb nu lidt foran, men de tre venner blev sammen og jeg fulgte dem. De snakkede om at hvis de kunne holde tiden under 4.45 så ville de komme ind under 3.25. I stedet faldt farten lidt, så vi nu løb omkring 4.50, hvilket passede mig fint.
Vi kom forbi endnu et væskedepot, hvor vennerne klagede over at der ikke var flasker, men kun kopper med vand. Jeg forsøgte at skifte vægten over på den anden side af foden, da smerten i min venstre fod nu var ret stærk.
Når man kommer ud mod atletikstadionet, kommer der en kedelig del på turen. Der er meget få mennesker og der er ikke så meget at se på. Vi skulle løbe igennem atletikstadionet og lige på den anden side kom næste væskedepot med flasker, banan, appelsin osv. Rundet om basketballarenaen og på den anden side skulle vi ramme km. 29, hvor jeg skulle kunne se nogle kendte ansigter, men også med udsigt til muren, som jeg havde fået fortalt normalt kom kort efter km. 30.
Jeg løb nu og tænkte på om jeg havde regnet rigtigt ift. hvornår jeg havde sagt til Kati og de andre, at de skulle være ved km. 29 for at give mig flasken og heppe. Jeg havde sagt at jeg regnede med 10.50, men de skulle senest være der kl. 10.45. Jeg tror den var omkring 10.47 da jeg kom dertil. Jeg var begyndt at have ondt i både ben og fødder, så det var godt at få et ekstra boost ved at se dem på ruten.
Ift. det antal gels jeg havde i lommen og fik sammen med flasken, kunne jeg se at jeg ikke havde indtaget det planlagte antal. Jeg mistede lidt overblikket over hvor mange jeg havde indtaget omkring de 20 km. og begyndte at sjusse mig lidt frem. Jeg fik også taget en med en anden smag, hvilket var en grum overraskelse, for hvis gels ikke smager specielt godt i forvejen, så var denne smag helt skidt.
Kilometer 30 til 38, robocopbenene og ekstra smerte
De næste par kilometer gik ok og da vi passerede 30 km. tænkte jeg på, hvor meget jeg kunne sætte farten op de sidste 5 km., men allerede ved km. 32 skiftede det til, kan jeg mon holde farten de sidste kilometer. Nu havde jeg meget ondt i foden og knæet og min lægmuskler var heller ikke i topform. Jeg følte at min løbestil var som robocop i bare fødder på meget varmt sand, hvis det giver mening. Jeg følte mig ikke træt, men smerten var noget stærkere end jeg havde regnet med.
En af vennerne i gruppen satte nu farten lidt op og løb fra os andre. Der kom nu en del små bakker og man kan se på tiden hvor de er. km. 35 på 5.12 og km. 33 på 5.05. Vi nåede ind til El Corte Ingles og drejede op mod fodboldstadionet, hvor km. 36 startede. Her var masser af folk der heppede, hvilket gav et lille boost, men det var også starten på en 2 km. lang bakke. Stigningen var ikke stor, men det var op ad bakke 2 km. efter at man havde løbet 36 km. Det var det stykke, jeg havde frygtet mest.
Jeg løb stadig sammen med de 2 venner. Der var nu en del løbere som var begyndt at gå. Omkring km. 37 fik jeg øje på Manuel, som jeg havde hentet mig om morgnen. Han er en ældre herre, men har løbet i mange år og er stadig i rigtig god form. Jeg løb intervaller med ham for ikke så lang tid siden, hvor han løb fra mig. Han så ikke ud til, at være i god form nu, hvilket var tydeligt, da han gik. Vennerne jeg løb med kendte ham åbenbart, da de snakkede til ham og jeg gav ham et par opmuntrende ord med på vejen. Jeg havde ikke set ham siden startlinjen. I bilen havde han sagt, at han ville forsøge at løbe under 3.30, men ved halvmaraton i Marbella havde han også sagt at han ville forsøge at løbe under 1.35 og løb under 1.30 så vidt jeg husker, så jeg regnede med at han ville løbe et godt stykke under 3.30. At se ham og overhale ham, gav mig et skud adrenalin og jeg overhalede nu de to venner, da de havde sat farten lidt for meget ned.
Jeg syntes pludseligt at jeg havde mere energi og smerten i ben og fødder var ikke så stærk. Da vi kom til fodboldstadionet, så jeg den anden dansker fra starten af løbet, ham der løb fra vennen som jeg snakkede med. Jeg overhalede ham og prøvede at motivere ham lidt, men han så ud til at være helt færdig og råbte bare “god tur”. Selvom det gik op ad bakke, så løb jeg km. 37 på 4.47
Jeg kom op på siden af en pige, som havde en motivator med på cykel. Han snakkede til hende hele tiden. Kom nu, du kan godt, vi er der næsten, pres på, bid smerten i dig, kom så. Jeg overhalede hende, men da vi drejede ned ved siden af floden og kom tæt på centrum, kom smerterne tilbage igen. Det var åbenbart bare det skud adrenalin jeg fik ved at overhale Manuel og danskeren, der havde hjulpet, men var nu forsvundet igen og det var tilbage til robocopstilen.
Tæt på centrum blev jeg igen overhalet af pigen og cyklen, men jeg overhalede også en del andre løbere. Den ene af de tre venner kom nu op til mig igen og overhalede mig. Jeg prøvede på at sætte farten lidt op, men mine ben var som cement og min ene fod gjorde nu meget ondt. Han var omkring 50 meter foran mig resten af vejen. Ikke engang den sidste kilometer med masser af folk der heppede inde i centrum, kunne jeg sætte farten op. Så km. 40, 41 og 42 blev løbet på 5.05, 5.00 og 5.05.
Jeg kom i mål i tiden 3:25:41, med en reel tid på 3:25:26. Et gennemsnit på 4.52 per km. Det rakte til en 613. plads ud af de omkring 2700 der kom i mål og en 146. plads i min kategori. Jeg er nu ikke helt tilfreds med min kategori, som hedder Veterano A. Er jeg allerede veteran? Ved halvmaratonmærket var jeg nummer 686, så jeg har været mindre træt end resten i den sidste del af løbet.
Jeg fik min medalje, lidt merchandise, noget energidrik og en øl og gik ud for at møde Kati og de andre. De havde fadøl lige efter man kom over målstregen, hvilket jeg syntes var en god detalje 🙂
Smerten i benene og fødderne var stærk, da jeg kom over målstregen, men følte mig ikke så træt, som jeg havde regnede med. Vabler havde fundet frem til venstre fod og efterfølgende havde jeg meget ondt i venstre ben og havde svært ved at gå ordentligt. Jeg forventede at have ømme muskler, men det problem jeg har haft med knæet, gav nogle ret stærke smerter efterfølgende. Det virker som om det er i led eller muskler, at det begynder og så går det efterfølgende i knæet.
Alt i alt var det et godt løb og jeg er tilfreds med tiden. Jeg løb 5 minutter hurtigere end min målsætning, men havde dog problemer med smerter i fødderne og specielt venstre ben, hvilket betød at jeg ikke kunne nyde anden halvdel af løbet så meget. På trods af de ret stærke smerter, kunne jeg holde hastigheden nogenlunde i anden del af løbet, som jeg løb omkring 5 minutter langsommere end første del. Jeg tror at strategien med væske og gels var fin, selvom jeg måske fik indtaget et par stykker færre end planlagt.
Hvis du gerne vil løbe Malaga Maraton, kan du finde information her.
Der er også snart halvmaraton i Malaga, som også er et godt løb. Information om dette løb kan findes her.
Så fandt vi den bedste japanske restaurant på Costa del Sol. Uha så høje forventninger vi havde til dette sted. Efter at have været i Japan i maj, så er vi blevet endnu større fans at japansk mad. Nu er der sikkert mange der forstår japansk mad som sushi og måske tepanyaki, men der er så meget ud over disse to typer mad. Da vi så, at der var åbnet en japansk restaurant, som ikke var sushi eller tepanyaki, var vi hurtige som Lucky Luke til at bestille bord. Sushi og tepanyaki findes i spandevis og kvaliteten er meget svingende.
