Her er den årlige opdatering af vægttabet med dukan kuren. Det er 4 år siden, at jeg gik over i fase 3 og havde tabt omkring 20 kg. Fra omkring 100 kg. til omkring 80 kg.
Vægten har svinget en lille smule, det laveste jeg har været på var 78 kg. og det højeste jeg har været oppe på var 85 kg. Lige nu ligger jeg på 82-83 kg. Så man må sige, at jeg har været i stand til at holde vægten nede.
Ny livsstil med dukan kuren
Da vi valgte at gå på dukan kuren, førte det til en ny livsstil. Efter vi havde tabt os og gennemført fase 3, gik vi ikke tilbage til de gamle vaner. Vi havde lagt kosten permanent om. Væk var de mange gange vi fik junk food om aftenen, chips, masser af brød, ris og pasta. Det betyder ikke, at vi ikke spiser det nu, men vi spiser det bare i meget mindre mængde. Flere grøntsager og mere protein. Weekenderne er der lidt mere frihed, hvor vi ofte spiser ud og også får noget alkohol.
Jeg dyrker en hel del mere motion, men spiser også mere og lidt mere usundt end Kati. At jeg dyrker så meget motion, er helt sikkert med til at holde vægten nede, da jeg ikke holder mig tilbage når vi spiser ude.
Så vores livsstil er helt klart en anden end før vi startede på kuren.
Kappabashi Street ligger mellem Ueno og Asakusa og dermed ikke så langt fra vores hotel. Det er en gade, hvor der sælges ting til restauranter som gryder, bestik, skilte, lamper, møbler, plastikmad (dem de bruger til at vise, hvad man kan få i restauranten) Det var dagens første udflugtsmål. Vi ville gå derigennem, for at se gaden og fortsætte mod Asakusa, hvor vi ville se templerne, nu hvor Sanja Matsuri var overstået og der ikke var så mange folk der.
Vi kiggede i nogle butikker og fik udset et par rislamper, som vi ville købe på tilbagevejen. Jeg fandt ud af, at jeg stadig ikke kunne hæve med mit ene visakort, da jeg var over månedsgrænsen. Lidt surt, når det nu var der man havde smidt pengene ind, der skulle bruges på rejsen.
Tilbage til Asakusa for at se templer og spise okonomiyaki
Turen fortsatte mod Asakusa, hvor vi gerne ville finde et sted, hvor vi kunne spise frokost. Dette måtte gerne være okonomiyaki, da vi endnu ikke havde prøvet det og vi ikke havde så mange dage tilbage. Efter at have ledt lidt, om vi til et sted, hvor der sad en gammel mand på en bænk foran en restaurant. Vi kiggede på menukortet og manden begyndte at snakke til os på japansk. Det så ud til, at han prøvede på at sige at man spiste godt på restauranten. Vi prøvede at føre en samtale med ham, med lidt japansk og lidt engelsk og til sidst viste han os ind i restauranten og snakkede med en af tjenerne, som viste os hen til et bord. Vi troede at han ejede eller arbejdede der, men det viste sig at han var en gæst og var del af et selskab ved et andet bord. Japanere er serviceminded også selvom det ikke drejer sig om deres egne forretninger.
Vi fik okonomiyaki og en salat, hvor tjeneren tilberedte hele okonomiyakien for os. Ofte laver de blandingen og lægger den på stegepladen på bordet, hvorefter du selv skal vende den efter et stykke tid. Måske skal jeg fortælle at okonomiyaki er en slags æggekage med kål, mel m.m. og så afhængig af hvilken type man vælger, kommer der forskellige typer fyld i. Til sidst kan der kommes lidt forskellige sovser ovenpå og sejflakes, hvis man ønsker det. Ingredienserne blandes ved bordet og steges på en stegeplade på bordet foran dig.
Mætte og tilfredse fortsatte vi for at se templerne igen. Vi blev renset med lidt røg og så en slags messe, hvor munkene sad og bad eller noget lignende.
Skytree og indkøbscenter
Skytree, som er et meget højt tårn, ligger ikke så langt derfra, så der gik vi over efterfølgende. Vi fravalgte dog at tage turen op i tårnet og valgte i stedet at gå ind i indkøbscentret ved siden af, for at se hvilke spændende retter man kunne finde. I kælderen var der et gourmetområde, hvor vi fik et bord og skiftes til at gå rundt for at købe noget at spise og drikke. Vi fik nogle pandekager med oreo- og vaniljecreme, som var en stor succes for vores smagsløg.
Tog blev det valgte transportmiddel et stykke af vejen tilbage, da det efterhånden var en del kilometer vi havde tilbagelagt. Vi gik hen for at købe det rislamper, som vi havde udset os tidligere. Lamper som fik mig stoppet i tolden i Dubai på vej tilbage.
Udon noodles
Et smut tilbage til hotellet og ud for at finde en god restaurant til aftensmad. Helst udon noodles, hvis vi kunne finde det. Det blev til et sted under togbanen, hvor der var en lidt speciel tjener. Vi fik vores nudler, kati fik en med ingefær, grøntsager og svin, så vidt jeg husker og jeg fik en spicy med hakket oksekød. Ok mad, uden at de ville opnå michelinstjerner i nær fremtid.
Det var nu begynd at regne, så vi fik købt os et paraplyer. Smuttede forbi en 7-eleven efter morgenmad og tog tilbage til hotellet.
Dag 12
Ginza var blevet lidt vores favoritdel af Tokyo og da vi havde aftalt at mødes med Hinami igen, samt at skulle spise wagyu bøf, tog vi en dag i Ginza igen.
Ginza Ukai-tei for at spise wagyukød
Til frokost havde vi reserveret bord på Ginza Ukai-tei. Ukai-tei har flere restauranter i og omkring Tokyo, som er af høj klasse, men alle har forskellig udsmykning, menuer og specialiteter. På Ginza Ukai-tei er en tepanyakirestaurant, hvor de har wagyukød af høj kvalitet, som vi endnu ikke havde prøvet. (se fotoreportage i bunden)
Det var første sted vi tog hen, da vi kom til Ginza. På restauranten bliver vi først vist hen til et venteområde, hvor vi ventede omkring 2 minutter og derefter kommer vi ind i en spisesal, hvor vi får plads ved et stort bord/bar/stegeplade. Næsten al maden tilberedes foran os på stegepladen eller i tilfælde af salaten, i en skål. Et par retter kom ind fra køkkenet. Samtidig snakker kokken med os, spørger til hvordan vi gerne vil have kødet stegt, om vi kan lidt maden, forklarer noget om råvarerne osv.
Vi får noget globefisksashimi til at starte med. De har fiskene i et akvarie ude bag ved, får vi forklaret og fiskene bliver fileteret omkring 12 timer før de skal serveres. Vi får også en kartoffelcreme, stegt havaborre, wagyukød med lidt salat, stegte hvidløgsris og kolde nudler. Efterfølgende bliver vi flyttet over i en sofa, hvor vi får kaffe og dessert. Vi kan vælge mellem en 5-6 forskellige desserter og efter desserten kommer de med en vogn med kagebuffet.
Wagyukødet er det bedste stykke kød jeg nogensinde har smagt. Der er ikke noget der kommer i nærheden af det. Resten af menuen var også god, men kødet overskygger resten. Kagebuffeten var også imponerende og god. Lokalerne er samtidig meget flotte, så det er en helt speciel oplevelse og helt sikkert en restaurant jeg vil anbefale.
Mødtes med Hinami igen
Et smut i gourmetsupermarkedet skulle der til, for vi ville købe noget til Hinami, da de havde været så venlige at tage os med ud at spise uden at kende os. Vi købte selvfølgelig også lidt til os selv.
Vi fandt Jiros restaurant fra Jiro´s Dreams of Sushi, som også ligger i Ginza. Den er godt gemt væk ved en metrostation. Vi spiste der ikke, da der er venteliste på flere måneder og samtidig er prisen høj og de er ikke så vilde med udlændinge. Anmeldelserne af stedet fra udlændinge viser, at de ikke er så begejstrede igen. Vi tog bare et billede, selvom man ikke må og smuttede.
Vi skulle mødes med Hinami igen, da hun fik fri. Hun havde købt nogle ting, som vi skulle tage med tilbage til vores japansklærer i Fuengirola. Så vi drak et par øl med hende.
Gyoza aftensmad
Da vi fik hende sendt afsted, tog vi om på gaden med restauranter, som vi havde opdaget sidste dag vi boede i Ginza. Efter en tur frem og tilbage på gaden, faldt valget på et sted, hvor de lavede gyozas. Så det blev til lidt blandede gyozas og nogle syltede grøntsager. Et ret godt måltid.
Tog tilbage til Ueno og påbegynde lidt pakning af kuffert og planlægning af den sidste dag.
Dag 13
Sidste dag i Tokyo, så nu går man helt i panik, fordi der er ting der ikke er blevet spist eller prøvet… mest spist. Flyet afgik 00.15 hvilket gjorde at Kati et par dage tidligere troede vi havde en dag mere, da der stod af vi skulle afsted d. 21, på billetterne. Men det er så kun 15 minutter inde i d. 21. Men vi havde da hele dagen til lige at prøve de sidste ting, da vi først skulle med toget ved 20.00-tiden.
Shabu-shabu frokost
Efter at have pakket kufferterne, som nu var HELT fyldte, skulle vi beslutte os for en frokost. Vi havde endnu ikke prøvet shabu-shabu, så jeg fandt et sted på nettet, som lå i Ueno. På restauranten kunne man både sidde ved et almindeligt bord eller i adskilt rum på gulvet. Vi fik et almindeligt bord.
Man kunne vælge mellem flere forskellige sæt, som de kalder en menu. Vi tog den største og bedste, hvor vi først fik lidt sashimi og derefter shabu-shabu, hvor der var kød, grøntsager, pasta, syltede grøntsager, diverse saucer og krydderier til at komme i saucerne og til sidst en mochi-is. Maden smagte udmærket, men når man nu får så godt kød, foretrækker jeg at det bliver stegt. Mochi-isen var helt i top.
Ueno park, kirkegård og supermarked
Da frokosten var overstået, gik vi en tur igennem Ueno park, hvor vi så et par shrines og gik igennem en kirkegård. Der skulle jo købes det sidste ind, så det blev også til et smut i et indkøbscenter og senere et supermarked tæt på hotellet, hvor vi købte nogle forskellige kager og andre søde sager, som vi endnu ikke havde prøvet.
Tilbage på hotellet pakkede vi de sidste ting, spiste det vi havde købt i supermarkedet og gjorde os klar til at tage afsted.
Afgang mod Spanien
Vi tjekkede ud af hotellet og tog toget til lufthavnen. Det gik glat og vi brugte kortere tid end forventet på at komme til lufthavnen. Jeg fik afleveret togkortene tilbage, vi købte lidt wasabi kitkat og gik over for at tjekke vores kufferter ind. Igen helt fantastisk service. En dame spørger hvilken skranke vi leder efter og følger os hele vejen derover. Damen der tjekker kufferterne ind klarer også det hele med et smil og vi er klar til afgang.
Jeg benytter muligheden for et sidste besøg på et japansk toilet og Kati havde anbefalet lufthavnstoilettet, som hun havde benyttet lidt tidligere. Vi går gennem sikkerhedskontrollen og finder en restaurant, hvor vi kan få lidt aftensmad. Vi vælger et sted, hvor de har ramen og tempura. De er så fair med priserne i Japan, at i lufthavnen har de almindelige priser og ikke de normale opskruede lufthavnspriser, som man finder i stort set resten af verden.
Vi hopper på vores Emirates fly mod Dubai og efter lidt ventetid i Dubai på flyet mod Madrid, hvor vi ankommer omkring 30 timer efter vi forlod hotellet i Ueno. Jeg havde booket en nat på hotel i Madrid, da en 5 timers køretur ikke virkede indbydende efter så lang en rejse. Næste dag kørte vi tilbage til Fuengirola, hvor vi ankom hen på eftermiddagen.
Hele dagen var afsat til at se den religiøse festival Sanja Matsuri i Asakusa. Sanja Matsuri holdes over 3 dage, hvor der bæres “troner” rundt i gaderne omkring Sensoo-ji templet. De fejrer de to mænd der fandt Bodhisattva Kannon statuen i Sumida floden og manden der fik disse to mænd konverteret til buddister. Statuen står i Sensoo-ji templet, som er det ældste i Tokyo.
Søndag er den vigtigste dag, men der skulle være så mange folk, at det er næsten umuligt at bevæge sig rundt. Så vi valgte lørdagen, hvor der stadig skulle være mange folk, men man kan bevæge sig rundt i gaderne.
Vi gik gennem Nakamise shopping gaden, da vi ankom til Asakusa. Det er en gade, hvor der findes diverse lokale specialiteter, restauranter og en del souvenir shops. Når man kommer ud fra gaden, kommer man til området med forskellige templer, som også er området hvor de bærer rundt på deres shrines og hvor der er masser af aktiviteter, madstande, restauranter osv.
Der er gang i den når de bærer rundt med deres shrines. Det er ikke som den spanske påskeuge, hvor de går lige så stille. Her bliver de løftet op og ned og side til side og der bliver råbt og de går til den. Der var et par stykker, der så ud til, at have det ret hårdt. Der var også nogle små shrines, der blev båret af børn.
Vi prøvede en masse forskellig mad fra madstandene, fik lidt øl ved de forskellige barer, hvor vi ved en af dem, kom lidt i snak med nogle japanere ved bordet ved siden af. Tjeneren var en sjov gut, som kom og sagde en hel masse på japansk, som vi ikke forstod noget som helst af, men han grinede når vi svarede tilbage på et anden sprog.
Det var meget hyggeligt, at sidde og kigge på mennesker der. Ved en anden bar, var der en tjener der snakkede spansk, så hun kom ud for at hilse på os, da hun fandt ud af, at vi snakkede spansk.
I gaderne hvor der er mange restauranter, har de i festivaldagene borde udenfor og der sidder masser af yakuza og drikker og spiser der. Vi så nogle stykker, der viste deres tatoveringer og g-strengs underbuks frem. G-strengen var som et håndklæde, der var rullet sammen, så den var ikke så feminin igen.
Før vi tog tilbage til hotellet, tog vi rundt for at se de forskellige templer og lige købe et endnu et par små snacks ved madstandene og gå en tur igennem souvenirgaden.
Granbell Hotel terrasse på 13. etage
Om aftenen tog vi ned på Gran Bell Hotel, hvor jeg havde set, at de havde en bar med terrasse, hvor der var en fantastisk udsigt. Vi havde spist så meget til Sanja Matsuri, at vi valgte at springe aftensmaden over og bare spise nogle snacks i baren. Hotellet lå 10-15 minutters gang fra vores hotel i området Kabuki-cho, hvor der var en del love hotels.
Vi tog elevatoren op til 13. etage, hvor baren lå. Vi var heldige at få et af de sidste ledige borde og kunne nyde udsigten fra terrassen, for udsigten var rigtig god. Prisen er lidt højere end mange andre steder i området, men det er helt klart det værd, med den udsigt man har. En stor fadøl kostede omkring kr. 50.
Vi fik et par tallerkner med snacks, lidt ost og nogle nachos så vidt jeg husker. Drak nogle øl og jeg prøvede også en vin, som dog ikke var særlig god. Jeg tror man skal holde sig til øl, sake og whisky, som de er gode til at lave i Japan. Vin er for dyr ift. kvaliteten. Næsten alle bordene var fyldte i den tid vi var der og der var en god chillout stemning. Der kunne godt have været lidt flere mennesker, så der også kom gang i den oplyste udendørs bar de havde.
Efter Granbell hotel, tog vi hen på en bar i nærheden af vores eget hotel. Det var en vinbar, så vi prøvede endnu engang en vin og også en Guiness, som jeg kunne se, at de ikke hældte korrekt op. Vinen var som på Granbell Hotel, dyr og ikke særlig god. Vi sluttede at med at få en øl på vores stambar, nu hvor det var sidste aften vi skulle være der.
Dag 10
Hotelskifte til Ueno
Efter morgenmad satte vi kursen mod Ueno, hvor vi skulle bo de sidste dage i Tokyo. Hotellet lå lidt gemt væk på en lille gade, omkring 10 minutter fra centrum. Vi efterlod kufferterne i receptionen, da der, som sædvanlig, først var check-in kl. 15.00.
Vi gik ind til centrum, for at få noget frokost og gik en tur gennem shopping- og restaurantgaderne og fandt en restaurant hvor de havde udonnudler, som vi endnu ikke havde prøvet. Så vi fik en skål udonnudler med karry, som var rigtig godt. Det skulle vi helt sikkert prøve igen.
Vi tog tilbage til hotellet og fik vores værelse. Værelset var større end på de andre hoteller, men af ældre dato og ikke gjort specielt godt ren. Specielt badeværelset kunne have brugt en ekstra god rengøring. Vi bad om at få et andet værelse og det fik vi. Det var bedre rengjort, men stadig med en del mangler. Vi gad ikke bruge mere tid på at skifte værelser, så vi tog det og vi skulle jo alligevel ikke bruge så meget tid på værelset.
Akihabara (Electric Town)
Efter skuffelsen med hotellet, tog vi til Akihabara, som skulle have en masse butikker med cosplay, manga, elektronik og lign. Her lukker de også nogle gader ned om søndagen og laver dem til gågader.
Bygningerne er meget farverige her. Man kan se en del folk klædt i kostumer, selvom de fleste er nogle der arbejder for butikker og restauranter. Der var specielt mange Maid Cafés i området. En Maid Café er en slags restaurant, hvor der kun er kvindelige tjenere og de er klædt i en lidt barnlig stuepige uniform. Man bliver behandlet som et barn, hvor de kommer og synger og spiller spil ved bordene og maden er lavet så de ligner små bamser, glade ansigter osv. Vi prøvede ikke en Maid Café, da det på en eller anden måde virkede lidt mærkeligt, som en slags stripklub uden strip eller sådan noget. På billederne kan man se nogle af pigerne, der deler flyers ud på gaden.
Vi var inde i nogle elektronikbutikker, hvor fx afdelingen for høretelefoner var større end en almindelig Fona i Danmark. Mangabutikker skulle vi også se, selvom det ikke har vores interesse. Vi var også inde i en Don Quijote, som på trods af det spanske navn, er en japansk kæde, der har en sjov blanding af produkter. De har masser af billige varer, som tøj, alkohol, slik, gadgets osv. udklædninger, “voksenafdeling” og elektronik havde de også, men også mærkevarer som fx tasker louis vuitton og dyre smykker. Så det er lidt svært at definere butikken, men den var da populær og vi fik købt lidt småting.
Samlebåndssushi til aftensmad
Til aftensmad tog vi til centrum i området ved hotellet, hvor der gerne skulle findes en samlebåndssushi, da vi endnu ikke havde prøvet det. Et sted en lidt lang kø fangede vores opmærksomhed og da det viste sig, at være samlebåndssushi, var valget taget. En venlig tjener skrev os på ventelisten og vi tog plads foran restauranten, hvor der var stole man kunne benytte. Der var vel plads til omkring 15 personer i restauranten, men vi ventede kun omkring 20 minutter, før vi kunne få plads.
Prisen på sushi kunne man se på farven på tallerkenen. Der var en prisliste hvor vi sad og så kunne man bare tage sushi ned fra transportbåndet. Der var nogle typer, som var lidt dyrere og skulle bestilles ved kokkene. Da vi satte os spurgte de hvor vi kom fra og 5 minutter senere, fik vi en tallerken på husets regning, hvor der var skrevet “Hola” med mayonnaise. En god detalje, der giver stedet et ekstra plus. Vi fik vist en 13-14 tallerkner tilsammen, men en mand der sad ved siden af os, der var rigtig sulten, fik omkring 15 tallerkner alene. Vi kom af med omkring 5000 yen i alt, for rigtig god sushi.
Lige lidt tøjindkøb og indkøb til morgenmad i en convient store, blev det til, inden vi tog tilbage til hotellet. Vi prøvede en del forskellige ting, som kunne købes i convinient stores til morgenmad. Forskellige pandekager med fyld, kager, fyldte brød m.m. og altid med en iskaffe til. Nemt og også rimelig godt, taget i betragtning at det kom fra en convinient store.
Formiddagen skulle bruges på at besøge indkøbscenteret Nakano Broadway. Der skulle være noget med manga og anime butikker og lidt blandet. Det var lidt et underligt center og der var da godt nok nogle af disse butikker, men hvis det ikke er noget, som man har en speciel interesse i, så er det ikke et sted jeg vil anbefale.
Vi startede med at finde et sted at spise ved siden af centret. Der var et meget interessant restaurantområde, hvor vi gik om for at finde noget morgenmad/frokost. Valget faldt på en restaurant, hvor man trækker en billet i en automat og giver til kokken eller tjeneren når man kommer ind og sætter sig. Jeg fik en slags tonkatsu og kati noget indbagt kylling, selvfølgelig serveret med ris og misu suppe. Den var meget gennemsnitlig, ikke noget at skrive hjem om.
Da vi havde været en tur rundt i centret, fundet ud af at 3. etage var mere eller mindre lukket og de fleste butikker ikke havde så meget interesse, tog vi en tur i kælderen, hvor der var et supermarked, fiskehandel, håndlæser, massage m.m. Vi købte lidt snacks og tog tilbage mod Shinjuku, hvor vi ville op på 45. etage i Tokyo Metropolitan Government Building, for at se udsigten. Vi tog forbi hotellet først, da det ligger i samme område.
Vi tog hen til bygningen om eftermiddagen, da vi gerne vil se udsigten, når solen gik ned. Der omkring 10 minutters kø til elevatoren, før vi kunne komme derop. Der findes også en restaurant på samme etage, men det så ud til at være et jævnt kedeligt menukort de havde og vi havde besluttet, at vi skulle på en korean barbecue, som jeg havde set på tripadvisor.
Der er en særdeles god udsigt fra bygningen. Dvs. der er to bygninger og man kan komme op i begge. Så den får en anbefaling med herfra og det er en god ide at komme lige før det bliver mørkt, så man kan se udsigten, hvor det er lyst og hvor det er mørkt.
Bagefter gik vi over for at finde en restaurant i nabobygningen, fordi vi skulle mødes med vores japansklærers venner der næste dag. Efterfølgende skulle vi finde restauranten, som jeg havde set på tripadvisor. Vi fandt den også, men der var en seddel ved elevatoren, hvor der stod, at der først ville være plads kl. 23.00. At vente næsten 4 timer, ville være lige i overkanten, så vi gik lidt rundt i området, for at kigge efter noget andet og så et skilt med billeder af noget, der så ud til at være traditionelt japansk. Der smuttede vi op.
Vi skulle op på 2. sal og gik ind i elevatoren, der var af noget ældre dato. Vi kom ind og prøvede at spørge om de havde et bord, men de snakkede ikke engelsk sagde de. Så vi prøvede med lidt håndtegn og fik et bord eller det vil sige at vi fik et rum. Restauranten var opdelt i små bokse, hvor man gik ind uden sko og døren blev lukket. Så man sad helt adskilt fra resten og kunne ikke se de andre gæster. Når vi skulle bestille noget, skulle vi trykke på en knap, så kom tjeneren. Hvis man skulle på toilet, havde man nogle
Vores rum på restauranten
Så blev det interessant, for menukortet var selvfølgelig på japansk. Med vores meget begrænsede japanske, kunne vi ikke helt finde ud af hvad noget af det var. Vi forsøgte med en app på katis telefon, men den oversatte fx en af retterne til “Talen rich Bae, hand kuh Zuke – Yellow – Yellow”. Så kan man tænke over, hvad det betyder. Først ville vi bestille noget, der lignede en menu med flere retter, men tjeneren lavede et kryds med fingrene og pegede på menuen. Det kryds med fingrene, var det man normalt brugte for at bestille regningen, men så vidt vi forstod her, så betød det, at de ikke havde det.
Vores meget sympatiske tjener
Vi prøvede at få tjeneren til at forklare noget af det, men det eneste vi kunne finde ud af, var noget med stegte ris og salat, som var det han kunne sige på engelsk. Samtidig var der et par enkelte billeder på menuen, så kunne give en indikation af hvad det kunne være. Men da han så læste en del af tingene op på japansk, kunne vi jo høre hvad meget af det var. For vi kendte jo mange af de japanske navne på mad, så vi fik noget tempura, takoyaki, æggekage, ærter og en almindelig salat og maden var rigtig god.
Det var absolut en god oplevelse, som jeg kan anbefale. Jeg ved dog ikke helt hvor restauranten ligger eller hvad den hedder 🙂 men selve oplevelsen med at finde et sted, hvor du ikke ved hvad der er på menuen og hvor de ikke snakker engelsk er ret sjov.
Bagefter var vi en tur i Uniqlo, som er Japans svar på H&M, og fik også en øl i vores lokale bar, før vi gik i seng.
Dag 8
Vi havde købt noget morgenmad i family mart, der lå ved siden af hotellet, så vi spiste det på værelset, sammen med en iskaffe.
Roppongi var dagens udflugtsmål. Jeg var ikke helt klar over, hvad der var mulighed for at se i området, men jeg havde set, at der var en crossfit box tæt på stationen. Vi tog hen til boxen, fordi jeg gerne ville købe en t-shirt. Der var også et indkøbscenter, som vi tog op til og tog et hurtigt kig rundt i. Lonely Planet sagde at der også var et indkøbscenter eller område lidt længere væk fra stationen, nede i nærheden af en masse ambassader. Det ville vi prøve at finde, da der ellers var en del museer og gallerier, som vi ikke havde så meget interesse i.
Vi fik en god gåtur rundt i området, så nogle velbevogtede ambassader, spiste en sandwich og en slags donut og fandt ud af, at indkøbscentret var et indkøbsområde med små butikker. Vi så nogle små skolepiger, som var ret sjove. De kan ses her på et billede.
Senere fik vi at vide, at man skal tage til Roppongi om aftenen, da det er der hvor der sker noget. I løbet af dagen, kan det godt være lidt kedeligt, hvis man ikke vil se museer og kunstgallerier.
Om aftenen skulle vi mødes med vores japansklærers venner til spisning. Det på på 29. etage på restaurant Godaigo.
Vi skulle mødes med Hinami ved elevatoren og tog op til restauranten. Hendes mand ville komme senere, da han havde haft travlt med arbejde.
Hinami fik æren af at bestille, da vi gerne ville prøve lidt af hvert og gerne noget vi ikke havde fået før. Så hun gik i gang og der kom en hel del på bordet. Hendes mand dukkede op lidt senere og han bestilte nogle flere ting, så vi fik prøvet en masse og da udsigten ud over Tokyo var helt fantastisk fra vores bord ved vinduet, selskabet var godt og maden var fantastisk, blev det en helt perfekt aften. Vi fik blandt andet takoyaki, okonomiyaki, sashimi, tataki, yakitori, en slags pandekage med sejflager ovenpå, som jeg ikke ved hvad hedder, salat med tun, nigiri med oksekød, tofuruller med salat og surimi og en desserttallerken med 7 forskellige desserter.
Ved 11.00 tiden gik vi mod toget, da Hinami og Gu skulle nå at komme med toget inden kl. 12.00. Vi blev inviteret ud for at besøge dem, men havde lidt svært ved at finde tid til det. Det må blive når vi skal til Japan næste gang.
Vi tog igen en øl på stambaren inden vi gik i seng.
Dag 5 skulle der skiftes fra fra Grand Hotel Ginza til Tokyu Stay Shinjuku, der som navnet indikerer, ligger i Shinjuku. Jeg havde set at hotellet åbnede 1. maj og havde nogle gode åbningstilbud, samtidig med at det jo måtte være i rigtig god stand. Vi ankom til hotellet lidt i tolv, efterlod vores bagage i receptionen og gik ud for at finde et sted til at spise frokost. Hotellet ligger lige midt i et restaurantområde, så der var både barer og restauranter hele vejen rundt om hotellet, men vi hørte ingen larm om aftenen. Det havde en perfekt beliggenhed.
Frokost
Vi kiggede lidt rundt på de forskellige restauranter og valgte en izakaya, der så interessant ud. Den så godt nok ikke super ren ud indenfor og der var ikke gjort meget ud af indretningen, men det er normalt ikke noget der generer os. Jeg bestilte ramen, som kom med stegte ris og kati fik gyozas, som også kom med stegte ris og noget suppe. Der var plads til omkring 10-12 personer, mener der var et par borde og så var der plads i baren og der var næsten fyldt op. Vi fik plads i baren, så vi kunne se kokkene lave maden. Der var ikke noget engelsk menukort og tjeneren snakkede ikke engelsk, så vi var udenfor, hvor de havde retterne i plastik, for at vælge. Se starten af videoen nederst, for at se restauranten indenfor.
Tokyu Stay Shinjuku hotellet
Tilbage til hotellet til check-in, hvor vi fik et værelse på 8. etage. Værelset var ikke så stort, men det var nyt, der var et stort fjernsyn, selvom vi ikke kunne forstå noget der blev sagt og der var en vaskemaskine/tørretumber. Toilettet var igen fantastisk 🙂 og selvfølgelig var der flere par sandaler og pyjamas.
Se for øvrigt de orkideer som de har i receptionen på hotellet. Dem så vi også mange af hos blomsterhandlerne, men har aldrig set dem i Danmark eller Spanien.
Vi skulle have vasket tøj, men når alt står med japanske bogstaver og den engelske oversættelse er mangelfuld, kan det godt tage tid. Men efter omkring 20 minutter satte maskinen i gang og viste at den skulle bruge omkring 4 og 30 minutter på at vaske og tørre.
Korean Barbecue
Om aftenen skulle vi mødes med Paco og Marta til en Korean Barbecue og karaoke, så vi tog en tur rundt i området for at finde et sted. Vi fandt det og fandt også et sted ikke så langt derfra, hvor der var karaoke. Vi gik også ned for at se området Golden Gay. Det har ikke noget med gays at gøre, det er et område med en masse helt små barer, som en mindre end de fleste izakayer. Mange af dem, så der ikke ud til at at være plads til mere end en 5-6 personer.
Vi mødtes med Paco og Marta tæt på hotellet og tog ned på Korean Barbecue restauranten. På disse restauranter griller du selv kødet. Man kan bestille forskellige typer og kvaliteter kød og så får du en grill på bordet. Over grillen er der en stærk udsugning. Det er hyggeligt og så kan man få kødet stegt som man ønsker det og kan kun give sig selv skylden, hvis det ikke er som man ønsker. Først fik vi en tallerken oksetunge på husets regning og de havde heldigvis et engelsk menukort, selvom det måske ikke lige var et sted, som jeg forestillede mig, at mange turister kunne finde. Vi bestilte først en blandet tallerken, med forskellige typer svine- og oksekød og efterfølgende en tallerken af det bedste kød de havde. Generelt er kvaliteten af kødet godt på restauranter, også selv hvor prisen ikke er så høj. Dette sted var ret billigt fandt vi ud af og den var ret god.
Karaoke
Da vi kom ud fra restauranten, var det begyndt at regne, så vi lavede hurtiggang ned til stedet, hvor vi havde set en karaokebar. På karaokebaren snakkede de overhovedet ikke noget engelsk og jeg mener ingenting. Det tog lige et stykke tid at finde ud af, hvor lang tid vi skulle have og hvad der var med i prisen. Jeg tror at de til sidst gav os en all-inclusive pakke, hvor alle drikkevarer var med i prisen. Det kostede 1200 yen (omkring kr. 65) per person for 1 time, hvilket vel var meget fair, bortset fra at jeg så åbenbart var den eneste der skulle have øl. De andre drak sodavand, som var til fri afhentning i en automat udenfor vores karaokeværelse. Vi fik også med vores begrænsede japansk (noget med karaoke-engelsk-romersk bogstaver, til hvilket de svarede Hai!) spurgt om der var engelske sange med engelsk tekst, for ellers ville det ikke give meget mening for os. Så skulle vi sætte os op i et karaokerum og drikke i en time og så gå igen.
Vi brugte omkring 20 minutter på at finde ud af, hvordan vi fik gang i karaokeanlægget og fundet du af, hvordan man fik lavet en playliste. Vi startede med at synge Like a Virgen et par gange, da vi fik den smidt ind et par gange først. Men derefter gik det bare derudad med Frank Sinatra, 2pac, steppenwolf, bruce springsteen, Queen m.fl. Men næsten lige så hurtigt som vi kom i gang var det slut.
Paco og Marta skulle nå det sidste tog, så de satte i løb igennem regnen og vi gik tilbage til mod hotellet. Vi tog en øl i baren ved siden af hotellet, som blev lidt en stambar de dage vi var på det hotel. Det var en rimelig moderne bar, men ret hyggelig og de sidste dage begyndte tjenerne at genkende os.
Efter en øl eller to gik vi tilbage på hotellet og jeg fik prøvet den nye pyjamas.
Dag 6
Shimokitazawa
Fra morgnen af tog vi til Shimokitazawa, som er lidt et hipster område. Der skulle være mange små hippe butikker, små gader og unge mennesker. Det var hvad der var, nogle meget små gader, hvor der stadig kørte biler i begge retninger, selvom de lignede gågader, små sjove forretninger og mange restauranter. Vi gik et god tur i området og bevægede os et stykke væk fra stationen, for at finde et almindeligt beboelsesområde, så vi kunne se, hvordan den gennemsnitlige japaner boede.
Vi kom forbi en tankstation, hvor standerne var lidt anderledes end det man er vant til i Europa og fandt også et almindeligt supermarked, som var den første af slagsen på denne tur. Vi havde indtil videre kun set gourmet supermarkederne, så det var spændende at se hvilke produkter de havde og til hvilke priser.
De priser der var mest overraskende, var dem på madpakker. En madpakke fra supermarkedet, er et ret komplet måltid i Japan. Der findes mange forskellige typer, som man kan se på billederne. Men fx stegt laks, med ris og grøntsager eller en pakke sushi til omkring kr. 25 er da billigt, specielt når man ser hvor god kvaliteten er. Prisen på sushi varierede lidt, alt efter hvilken fisk det var, men kom ikke over kr. 50. Det er ikke fabriksfremstillet, det er butiksfremstillet.
Vi købte en smule til at drikke og spise og lidt til at tage med hjem og gik videre og prøvede at gætte os vej igennem nogle boligområder og fik os en god tur rundt i det lokale område. Da der jo er pladsmangel i Tokyo, har de lavet en del smarte opfindelser til parkering. Fx denne her ved en privat bolig.
Vi var åbenbart gode til at finde vej, for vi fandt nemt tilbage til stationen igen og så skulle vi finde ud af, hvad vi skulle have til frokost. Det endte med at vi købte en slags paneret brød med fyld. Ja, paneret brød lyder underligt, men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklarer det. De lignede lidt donuts eller berlinere udenpå, men lidt mørkere og så var der ligesom lidt panering på.
Vi trak noget vand i en vending machine og gemte os i en lille gyde for at spise dem. I Japan går man ikke i mens man spiser. Man kan se at rundt omkring de steder, hvor der sælges mad på gaden og hvor der ikke er borde og stole, står der masser af folk rundt om og spiser, for man bør ikke spise maden i mens man går.
Bagefter fik vi os en øl udenfor en restaurant. Der er ikke så mange steder, hvor de har borde og stole udenfor, hvis ikke det er til rygere, så vi var heldige at få en af de 3 borde de havde, ved en restaurant lige midt i gaden, hvor der kom flest folk forbi. Kigge lidt internet, drikke øl og så tog vi toget mod Shibuya, da der var flere ting (butikker), som Kati gerne ville se der. Muji som er en japansk kæde med indretning, tøj, lidt mad og andre dikkedarer, Tokyu-Hands som hovedsagligt er til Crafts, altså noget med gør-det-selv male, sy, smykker, køkkenting osv. og vi skulle også se et lidt specielt indkøbscenter, hvor vi ikke skulle købe noget, men bare kigge.
Shibuya
Vi gik ind i indkøbscenteret Shibuya 109, der ligger lige ved siden af Shibuya Croosing, som er lidt specielt fordi der kommer mange unge piger og tøjet man kan købe der er lidt specielt. Dem der arbejder i butikkerne går klædt i den type tøj som de sælger og det…. Se det i videoen nederst.
Vi kom også forbi denne restaurant, som, fra hvad vi kunne vurdere, havde en masse hval på menuen. For lige at illustrere det, har de sat en super glad hval, det sprøjter vand, nederst i hjørnet på menukortet. Så kan man lige se, hvor glad maden har været før den blev fanget. Det var en af de ting vi ikke prøvede i Japan. Vi så det kun i supermarkedet.
Da vi skulle på robot restaurant om aftenen og ikke vidste hvornår det var muligt at få billetter, smuttede vi tilbage mod hotellet efter at have gennemgået de forskellige butikker.
Aftensmad og Robot Restaurant
Robot Restaurant ligger ikke så langt fra hotellet hvor vi boede. Vi tog ned for at bestille billet til kl. 21.45 og håbede på at der var plads. Der er 3-4 forestillinger om dagen. Vi fik reserveret og skulle komme tilbage ved 21.00-tiden for at betale for billet.
Vi gik derefter ud for at få noget aftensmad. Valget var helt tilfældigt og det blev et sted hvor de havde ramen, tonkatsu, samt lidt andet blandet. Da vi kom ind, sagde de, at der kun var plads i baren og om det var ok. Det var det, for det er der vi helst vil sidde. Så sidder du lige foran kokkene og kan se hvad der foregår og hvordan de tilbereder maden. Vi fik wantan-men suppe, jeg fik en tonkatsu med chili og Kati tonkatsu med ingefær. Når folk forlod restauranten råbte hele køkkenet, “mange tak, tak for besøget” eller lignende. Personalet var alle meget unge, men de var gode til at lave mad og der var som altid god service.
Efter vi havde spist, vendte vi tilbage til Robot Restaurant. Det er nemt at finde, for der er masser af lys og reklame, så man går ikke bare forbi. Det ligger i Kabukicho, som er Tokyos red light district og det område der er farligst, hvis man kan kalde et område farligt i Tokyo. Ikke at det er fyldt med prostituerede, men der er stripklubber og love hotels. (love hotels må forklares i et andet blogindlæg) En del barer og andre lokaler er ejet eller kontrolleret af yakuza (japansk mafia). Men det er stadig et sikkert område. Man skal bare undgå at gå med de nigerianske mænd, der tilbyder at man kan komme på stripbar, da det ofte kan ende med en meget høj regning, selvom man ikke drikker noget.
Vi kom lidt for tidligt og måtte vente på at de åbnede døren til betaling. Efter at have betalt, var der en pige, som fulgte os over i en anden bygning, hvor vi blev vist ind i en ventesal. Det er den mest overdrevne ventesal jeg nogensinde har set. Den kan ses i videoen fra Robot Restaurant nederst. I ventesalen kom der nogle robotter (altså udklædte folk) som spillede klaver og lidt efter lidt sluttede der sig flere til på guitar, fløjte, trommer, saxofon m.m.
Derefter blev vi sendt nogle etager ned i kælderen hvor showet skulle være. Vi havde ikke bestilt mad, da vi havde læst at den ikke var så god. Vi kunne se, at det kun var nogle få, der havde bestilt mad, så de fleste havde nok læst det samme som os. Maden var en supermarkedsmadkasse med sushi, så vidt jeg kunne se. Der var mulighed for at købe øl og popcorn før showet gik i gang og i løbet af de par pauser der var under showet.
Jeg vil ikke prøve på at beskrive showet. Man kan se et uddrag af det i videoen. Men jeg vil bare sige at det var helt specielt, usammenhængende, surrealistisk, vild sort humor, sjovt, overvældende og underligt på samme tid. Jeg vil absolut anbefale det, hvis man er i Tokyo.
Da showet var slut, kom vi ud i højt humør og tog op og fik et par øl på stambaren ved hotellet, før vi gik i seng.
Dagen skulle gå med en tur til Yoyogi park, hvor der skulle være meget aktivitet om søndagen, Meiji Shrine, Takeshita Street, hvor der skulle være mange cosplayers i udklædning og hvis vi havde tid og et besøg ved Shibuya Crossing.
Takeshita Street, Yoyogi park og Meiji Shrine ligger lige ved siden af hinanden, lige ved Harajuku stationen.
Vi startede ved Meiji Shrine, hvor vi først skulle vaske hænder og mund for at gå ind. Det er ikke obligatorisk, men man viser vel lidt respekt for de lokale traditioner. Vask først hænder, skyl mund og vask derefter skeen der bruges til vand. Så må man gå ind i templet.
Meiji er et Shinto shrine, som er hvad de kalder Japans originale gamle religion. Templet blev opført i 1920 til ære for Kejser Meiji, som døde i 1912 og hans kone som døde i 1914. Der blev plantet 100.000 træer, fra hele Japan og andre lande, omkring templet.
Søndag er åbentbart bryllupsdag i Japan eller i det mindste for Shinto religionen, for lige da vi kom ind i templet, kom der et bryllupsoptog gående igennem pladsen. Omkring 10 minutter senere kom endnu et optog og da vi kom ud på den ene side, var der et tredje bryllup, hvor de var ved at tage bryllupsbilleder.
Yoyogi Park
Fra templet gik vi over til Yoyogi Park, hvor vi håbede på at se Rockabilly gruppen danse. Det er nogle Elvis lignende typer, som danser en slags Elvis 50er 60er dans. Da vi kom ind i parken stod de meget tæt på indgangen og vi satte os i nærheden, for at vente på, at de gik i gang med at danse. Ved siden af os, begyndte en gruppe piger at øve en danserutine og lidt senere, på den anden side af os, begyndte tre drenge/teenagere, ja de var vel en 17-18 år, at øve eller lege, jeg fandt aldrig helt ud af det, noget der lignede noget fra Matrix og en kamprutine, blandet med en pistol og et sværd af pap. De var klædt i sorte jakkesæt, som dem fra Men in Black. Ja, man kan opleve meget i Yoyogi Park.
Desværre sad vi og ventede i lang tid og de gik ikke i gang med at danse. De snakkede og drak øl, men deres højtaler forblev stum, alt i mens mange mennesker rundt om dem, ventede på det samme som os. Vi blev til sidst enige om, at gå en tur rundt i parken, for ikke at bruge hele tiden lige indenfor porten.
Der er masser folk der optræder eller bare spiller musik, dyrker yoga, spiller diverse spil eller leger og bare har det sjovt i parken. Jeg så nogle mænd, som jeg vil skyde på var i 20erne, lege spark til dåsen, så vidt jeg kunne se. Der er masser af folk med madkurv og tæppe, hvor tæppe i Tokyo for de fleste betyder presenning.
Vi fik en øl og dyrkede lidt afslapning og menneskekigning på en bænk, før vi gik tilbage mod udgangen, hvor Rockabillyerne måske nu var ved at danse. Det var de ikke, så vi måtte nøjes med at tage et par billeder og gå videre over mod Takeshita Street.
Takeshita Street
Takeshita Street var pakket med folk. Jeg går ud fra, at det var pga. at det var søndag og da mange kommer til Yoyogi Park den dag, så er det naturligt at mange også besøger denne gade. Der var ikke så mange udklædte, som vi havde håbet på og de fleste var fra butikker, hvor de prøvede at få folk ind i butikken. Vi så dog nogle enkelte lidt specielle personer, som denne mand.
I Takeshita Street og området omkring, findes der en hel del steder, hvor de sælger crepes, pandekager, vafler osv. Jeg skulle da helt klart prøve et crepe kræmmerhus med chokolade, banan, flødeskum og is. En herlig opfindelse de har lavet der. Vi besøgte et par butikker og fortsatte videre mod Shibuya Crossing.
Vi gik igennem nogle små hyggelige gader og stoppede og fik en øl og dyrkede lidt afslapning. Benyttede det fantastiske toilet de havde på restauranten og fortsatte mod Shibuya. På vej derned, kom vi til at gå side om side med nogle meget højlydte og ekstremt belastende amerikanske teenagere. Der var et tidspunkt, hvor jeg var meget tæt på at slynge en flad hånd mod ansigtet af en ignorant pige, der var som en sirene af fucking this og fucking that. Heldigvis kunne vi gå hurtigere end dem.
Shibuya Crossing
Ved Shibuya Crossing er krydser man i alle retninger på en gang. Al trafik stoppes og man går over til den ene side, den anden side og midt over. Der går flere folk over hver 10 minutter end der går over den travleste fodgængerovergang i Thisted på et år, er min meget videnskabelige vurdering.
Vi gik over et par gange og stod og observerede krydset lidt. Man kan også vælge at gå ind i indkøbscentret på den ene side og observere fra en af de lidt højere etager eller gå ind på starbucks, hvor man, hvis man er meget heldig, kan få et bord ved vinduet og sidde med udsigt over krydset.
På den ene side, er der en statue af hunden Hachikoo, med lidt en sørgelig historie. Den er et symbol på loyalitet, som er meget vigtigt i den japanske kultur. Hun tilhørte en mand, som hver dag tog toget på arbejde og når han kom tilbage, på samme tidspunkt hver dag, sad hunden og ventede på ham. Manden døde, men hunden fortsatte med at komme og sad og ventede på manden hver dag, til den selv døde flere år senere.
Vi kiggede lidt rundt i et par butikker i området og tog tilbage til hotellet.
Til aften tog vi på en izakaya tæt på hotellet, hvor de havde svinerøv på spyd og til kun 140 yen, det er da fundet til de penge.
Da vi allerede havde smagt kyllingerøv et par dage tidligere, så sprang vi over og fik lidt andre forskellige yakitori, stegte ris og suppe.
Dag 4
Tsukiji Fish Market
Tsukiji Market, fiskeauktionen og markedet skulle besøges om morgnen og om eftermiddagen skulle vi til Odaiba Island.
Man kan tage til Tsukiji markedet om morgnen, altså meget tidligt om morgnen. De lukker et meget begrænset antal besøgende ind og man kan ikke registrere sig på forhånd, så man skal være der kl. 05.00 om morgnen for at skrive sig op til en plads. Men da der er mange, der gerne vil ind, er det en god ide at stille sig i kø tidligere. Så man kan risikere at komme kl. 3.30 og alligevel ikke komme ind. Man kan komme ind på markedet kl. 09.00, hvor man kan se der bliver skåret fisk osv.
Kø til Daiwa Sushi
Sushi morgenmad
Vi var på ferie, så vi tog derhen ved 10.00-tiden, hvor der stadig er en del aktivitet. Først gik vi gennem området, hvor de skærer fisk, har stande osv. og derefter om til området med restauranter og stande, hvor alle kan købe. Vi vendte derefter tilbage til restauranterne, der ligger inde ved siden af auktionshallerne, for at se om vi kunne være heldige og der ikke var kø ved Daiwa Sushi, som er en af de mest kendte sushirestauranter i på markedet. Vi var ikke så heldige og hvis vi ville spise på Daiwa sushi, skulle vi nok stå i kø i minimum halvanden time. Så vi valgte en af naborestauranterne, til at få vores sushimorgenmad.
Tsukiji Market flytter i 2016, så der er ikke lang tid tilbage til at se det, hvor det ligger nu. Det vides ikke, hvad der kommer til at ske med restauranterne, men når markedet flyttes, spekuleres i at der bliver bygget boliger, casino, indkøbsområde m.m. Markedet bliver flyttet til mere moderne bygninger og til et sted med bedre plads til transport osv.
Se flere billeder fra markedet i bunden af indlægget.
Odaiba Island
Efterfølgende tog vi tilbage til hotellet og derefter hen for at tage toget til Odaiba Island. Det var her vi mødte Ana i på stationen, som vi kendte fra sushikurset. ja, ja tilfældigheder.
På Odaiba Island tog vi et kig på frihedsgudinden, som er mangen til den i New York men ikke helt så stor. Vi gik langs strandpromenaden og kom til en restaurant, hvor de havde nogle skønne sofaer udenfor, hvor man kunne sidde og nyde udsigten til Tokyo. Der var det nødvendigt at bestille en øl, så vi tog en halv times afslapning.
Efterfølgende ville vi smutte en tur over til de forskellige indkøbscentre der er på øen og ned for at se Toyota Mega Web. På vejen derover blev vi stoppet af et tv-hold. De var ved at lave en reportage om en ny type turistguide, som de spurgte om vi ville afprøve og efterfølgende give et interview omkring det. Nu er vi jo vant til at komme i fjernsynet, når vi er på ferie, så vi sagde selvfølgelig ja. Vi afprøvede turistguiden, som ligner en smartphone med gps. Når man så nærmer sig en turistattraktion, så begynder den at fortælle attraktionen. Vi glemte at spørge efter hvor og hvornår det blev vist i fjernsynet, så vi så ikke selv indslaget.
Vi tog et smut rundt i indkøbscentrene på øen, hvor et af dem minder meget om dem man finder i fx The Venetian i Las Vegas. Så de klassiske biler og selvfølgelig DeLorean DMC-12 som er bilen der blev brugt i Back to The Future (total yndlingsfilm). Vi smuttede også forbi Toyota Mega Web, hvor man kunne prøve de forskellige biler de har på en bane, hvis man havde et internationalt kørekort. Det havde jeg ikke, det kunne ellers have været sjovt at prøve at styre i højre side rundt på deres bane.
Tog et billede foran robotten Gundam og så ville vi finde et sted, hvor vi kunne spise aftensmad. Det skulle gerne være et sted, hvor der var god udsigt og i lonely planet guiden anbefalede de et sted, men i følge vores gps, så lå det på den anden side af fjorden. Så vi gik lidt langs strandpromenaden, hvor vi ikke fandt nogen restaurant, så til sidst valgte vi et sted i et indkøbscenter, hvor der var rigtig god udsigt. Det var hos burgerkæden Kua Aina Burger og det var både første og sidste gang vi ikke fik japansk aftensmad, men da udsigten var rigtig god, syntes vi at det var det værd. Burgeren var nu også ret god.
Senere tog vi toget tilbage mod Ginza, hvor vi var heldige at få plads forreste i første vogn. Det er tog uden fører, så hvis man får plads forrest, er der rigtig god udsigt, specielt over broen.
Vi gik efterfølgende lidt rundt og kiggede på aftenlivet, fik en Taiyaki, som er en slags fiskeformet vaffel med en sød bønnepasta indeni og fandt et område med en masser restauranter, der så meget indbydende ud. Det var så uheldigvis vores sidste af i Ginza, så vi tog et par øl på Hub, som er en English Pub inspireret kæde, som der findes en del af i Tokyo. Detefter skulle vi i seng og næste dag skulle der skiftes hotel.
Her et et sammendrag af de to dage eller mest dag 3, da jeg ikke filmede så meget dag 4:
Vi havde besluttet at Japan var et land vi blev nødt til at besøge, dog uden at vide en helt masse om hvad Japan egentlig gik ud på. Da vi først overvejede Japan begrænsede vores viden sig til sushi, teknologi, masser af mennesker, tsunami og 2. verdenskrig eller sådan noget lignende. Så vi begyndte at lave en del research og da vores rejser er meget kulinarisk orienterede, blev Japan pludselig meget interessant. Vi fandt ud af, at hvis man er foodie eller meget kulinarisk interesseret, så er Japan Mekka. Fx er Tokyo den by i verden med flest michelinrestauranter og jeg vil gætte på, at det også er en af de byer i verden, der har flest restauranter generelt, for der er godt nok noget at vælge i mellem, men mere om det senere.
Vi har set en hel del maddokumentarer om Japan og læst mange blogs, så der var meget mad vi skulle prøve. Vi tog også et par måneders japanskundervisning, for lige at lære lidt grundlæggende. Japansk er lettere indviklet, specielt fordi de bruger 3 forskellige alfabeter, som bruges i en stor glad blanding. Vi lærte det ene alfabet, hvilket gjorde at vi kunne læse og tyde nogle skilte ved restauranter og finde ud af hvad de havde på menuen, når de ikke havde billeder eller plastikmodeller af maden.
Vi havde reserveret et værelse på Hotel MyStays i Haneda, som lå tæt på lufthavnen til første nat. De havde en shuttle til hotellet, hvilket var afgørende for valget, da vi ikke regnede med at kunne nå sidste tog, som afgik omkring kl. 00.00. Så det var bare check-in, kigge lidt rundt på hotellet, prøve pyjamas og selvfølgelig benytte toilettet og alle de funktioner det havde og i seng.
Dag 1 Tokyo
Vi fik morgenmad på hotellet. Der var både japansk og europæisk/amerikansk morgenmad. Jeg prøvede lidt af hvert. Der sad nogle japanere ved bordet ved siden af, som jeg kiggede på, for at finde ud af, hvordan man spiste den japanske morgenmad. For der var salat, ris, tofu, æggekage, supper, fisk m.m. og jeg var ikke helt sikker på, hvad man kom i suppen, hvad man spiste med risen og hvad man spiste alene. Suppen var jeg ikke vild med, men resten smagte fint, selvom det var en noget anderledes morgenmad.
Receptionisten på hotellet hjalp finde ud af, hvordan vi kom ind til centrum med toget. Når man ikke har prøvet metro og tog i Tokyo før, kan det godt virke lidt uoverskueligt. Vi fik trukket et kort i automaten på stationen og prøvede på at finde ud af hvilket tog vi skulle tage. Togkortet er som et kreditkort man kan fylde penge på. Når man går ind på togstationen kører man det over en læser og gør det samme når man går ud og der trækkes penge på kortet. Kortet kan også bruges til at betale i nogle butikker og restauranter.
Vi fandt heldigvis det rigtige tog og kom afsted mod Ginza. Vi skulle skifte et par gange under vejs og når vi vi havde problemer med at finde vej, kom der en og spurgte om de kunne hjælpe. Japanerne er generelt meget hjælpsomme og serviceminded. Når de ikke spørger om de kan hjælpe, er det normalt fordi de ikke snakker engelsk. Engelsk er ikke så udbredt blandt japanere, så når man kommer væk fra hoteller og turistområder, kan det godt være svært at finde nogen der snakker engelsk.
Ginza Grand Hotel var stedet vi havde valgt til de første dage i Tokyo. Det ligger meget tæt på Shinbashi stationen og lige hvor Ginza shopping distriktet starter, så placeringen er helt perfekt. Værelserne er ikke ret store, men det er generelt for Tokyo. Man får en meget fin pyjamas og selvfølgelig sandaler.
Da check-in først var kl. 15.00 lod vi kufferterne stå i receptionen på hotellet. Det er meget normalt, at de passer på kufferterne i receptionerne på hotellerne. Vi smuttede ud for at kigge lidt på Ginza og få en øl. Ginza er et af de dyreste områder i Tokyo, med mange dyre butikker og restauranter. Der er masser af forretningsfolk i jakkesæt og man kan se at der er mange dyre drenge, der holder til i området.
Der er MEGET rent, det ser næsten ud som om at der bliver gjort rent med vand og sæbe hver nat. Men selvom vi er i verdens største by, kan man selv i et dyrt område som dette, få fornemmelsen af at man er i en mindre by pga. de små hyggelige gader og butikker. Når man så går til næste gade, så skifter det til rigtig storby.
Butikker som denne blomsterbutik, med de vildeste orkideer, er med til at gøre det hyggeligt og så er der nogle små detaljer, der gør at området bare er et niveau over resten. Fx disse brandhaner.
Der findes MANGE restauranter og man skal huske at kigge op, for mange restauranter ligger over gadeniveau og også under. Så det gælder om at kigge på skiltene, selvom man måske i mange tilfælde kan have svært ved at læse dem, da meget er skrevet på japansk.
Vi fik en øl og senere kaffe med kage. De er glade for franske kager og man finder en del pâtisserie mange steder i Tokyo. Vi fik en japansk kastanjekage og en fransk crepekage. Man kunne godt blive afhængig af kastanjekagerne, så de får en anbefaling herfra.
Her er det i har fået, betal så!
Derefter smuttede vi tilbage og fik vores værelse på hotellet. Fint, men ikke så stort, dog var sengen en rimelig størrelse og selvfølgelig var der et yndlingstoilet.
Mango til kr. 615
Et depachika supermarked skal man besøge i Tokyo, hvilket var hvad vi gjorde, før vi skulle spise aftensmad. Depachika er et gourmetsupermarkeder som ligger i kælderetagen af mange stormagasiner i Tokyo. Har kan man finde en masse forskellige madvarer af meget høj kvalitet. Blandt andet nogle meget dyre frugter, som man kan se her. I almindelige supermarkeder er priserne dog meget lavere, så det man hører om helt vilde priser på frugt i Tokyo, er når folk har set dem i disse gourmetsupermarkeder og ikke i almindelige supermarkeder.
Man kan få det bedste kød, chokolade, desserter, vin, sake osv. dog til nogle meget høje priser, så meget af det er til gaver. Dog laver de også mad til at spise med det samme, som ikke er så dyrt igen.
Sulten kan man hurtigt blive, når man besøger sådan et supermarked, så vi satte kurs mod Yurakucho Station, hvor der ligger en masse izakayaer ved og under togbanen. En izakaya er en slags lille bar/restaurant, hvor der normalt ikke er plads så mange mennesker og ofte har de et begrænset menukort, fokuseret på kun en eller to typer mad. Et sted hvor folk ofte kommer efter arbejde for at få noget mad og et par øl eller lidt sake. I mange af dem er der kun plads ved baren, hvor der måske kan sidde 6-10 personer.
Yurakucho Station er kendt for de mange izakayaer der ligger der, men man kan finde dem mange steder i Tokyo. De er normalt meget billige og maden er god, men forvent ikke, at de kan så meget engelsk eller at de alle har menukort på engelsk. Heldigvis bruger man meget billeder på menukortene i Japan, hvilket hjælper en del.
Vi foretrækker at finde de steder der er mest gemt af vejen og hvor vi gerne er de eneste udlændinge. Ved Yurakucho fandt vi en tunnel under togbanen, hvor vi kunne se en del izakayaer, som vi smuttede ind i. Tunnelen havde flere tunneler der ledte ud til siderne, så vi svingede lidt og kom ind i nogle meget hyggelige “gader”, der gav lidt et indtryk af, at være kommet tilbage i tiden.
Vi kiggede på en del forskellige, men valgte en der havde en lille “terrasse” dvs. man kunne sidde lige udenfor restauranten inde i tunnelen.
De havde et lidt større menukort og man kunne få både yakitori (små spyd) og yakisoba (stegte nudler), samt nogle forskellige tapaslignende retter. Vi bestilte yakitori med hønserøv og hønseskind (eller kylling), samt yakisoba med kylling. Yakisoba med kylling viste sig at være med store fedtklumper, så selvom vi godt kan li´ at prøve nye retter, så var denne ret måske lige i overkanten.
Yakisoba med fedtklumper
Vi spiste nudlerne og lod fedtklumperne være. Hønserøv var en interessant oplevelse, da det var lidt som kyllingekød med ekstra fedt og en lidt underlig konsistens. Det er nok ikke en ret jeg bestiller igen. Kyllingeskind var ikke stegt så meget, som jeg gerne ville have haft den, så endnu et spyd jeg nok ikke bestiller igen.
Yakitori med hønserøv og skind
Det var jo ikke den eneste izakaya i området, så vi gravede dybere ind i tunnelerne, for at se hvad de gemte på. Vi kom forbi en halvåben dør, i noget der ligner en gyde fra en gangsterfilm, hvor der sad folk og spillede kort. Nu var det jo pludseligt meget spændende, men vi var dog lidt i tvivl om, man kunne gå ind hvor de sad og spillede kort. Var det yakuza (japansk mafia) eller bare nogle der hyggede med et slag kort? Se videoen nederst, hvor jeg forsøger at optage lidt snigervideo af dem der spiller kort. Vi valgte i stedet naborestauranten, hvor kokken, som også var tjener ikke snakkede engelsk og menukortet så sådan ud. Der så ikke ud til at være så mange retter at vælge i mellem, men hvad var det?
Med lidt håndfagter, vores begrænsede japansk og lidt tålmodighed fra tjenerkokken, kom vi ikke rigtig til noget resultat. Snedig som jeg er, så pegede jeg på mit øje og på døren til køkkenet. Det var han med på, så jeg kiggede ud i køkkenet, hvor han viste mig 3 forskellige stykker kød og jeg pegede på den til venstre og viste to fingre. Vi tager to af den til venstre.
Vi fik serveret tonkatsu af svinemørbrad med kål, var lidt det vi kom frem til. Tilbehør var misu suppe, ris og nogle syltede grøntsager. Ikke dårligt, men vi var faktisk ved at være ret mætte. Jeg gik så online for at se hvordan de forholder sig til at levne mad i Japan. Det er ikke en god ide, stod der i en artikel, det kan fornærme værten, stod der. Så puha jeg blev mæt, da jeg prøvede på at spise det hele. Senere har vi så fået en mere nuanceret forklaring. På restauranter kan man godt levne, men hvis der er buffet eller hvis man besøger nogle privat, bør man spise det man putter på sin tallerken. Dog skal man, hvis man får en menu serveret, gerne levne en lille smule, fordi værten ellers kan opfatte det som om, at der ikke var nok mad. Så den kan godt være lidt kompliceret.
Meget mætte smuttede vi tilbage til hotellet, dog med lidt en omvej, for at se på byen. Jeg tog den nydelige pyjamas på og vi smuttede i seng.
Dag 2 Tokyo
Om aftenen skulle vi til sushikursus, så vi havde valgt nogle formiddags- og eftermiddagsaktiviteter ikke så langt fra hotellet. Så var det nemt at komme tilbage for at skifte tøj.
Først skulle vi have noget morgenmad/frokost. Det var blevet lidt sent inden vi kom fra hotellet, så vores morgenmad blev indtaget ved 11.00-tiden. Vi fik Ramen med stegte ris i en izakaya, på vej til kejserens palads. Den bedste ramen og de bedste stegte ris, som vi fik på hele turen. Vi prøvede først på en izakaya, men de sagde at de ikke havde flere nudler og pegede på restauranten på den anden side af gaden. Vi valgte så en tredje restaurant. Det var rent held, at vi fandt så godt et sted, for vi skulle bare have noget hurtigt at spise.
Vi gik over for at se kejserens palads og parken der ligger omkring det. Man kan ikke se så meget af paladset, men der er masser af turister, der tager billeder af det man kan se, så vi skulle da også have et billede.
Kati prøvede en hat, som hun dog efter lidt overvejelse valgte at lade blive i butikken
Efterfølgende tog vi på indkøb i Ginza. Det skal der jo også være tid til. Så vi besøgte diverse butikker og oplevede, hvor helt fantastisk en service de har i butikkerne i Tokyo. Lørdag spærrer de de største gader af i Ginza og laver dem til gågader og nogle steder stiller de borde og stole op midt på gaden og alle butikkerne er åbne. Så lørdag i Ginza anbefales.
Da vi gik rundt i Ginza, kunne vi se at det kunne blive svært for Kati at finde et sted at ryge, hvis ikke vi skulle på restaurant eller bar. Mange steder er det forbudt at ryge udenfor, men de fleste barer og restauranter har et rygeområde.
Derefter smuttede vi tilbage til hotellet for at skifte og tage til Meguro Station, hvor vi skulle mødes med Paco, Marta som også skulle med på sushikursus, samt Shino som stod for kurset. Der var også meldt to amerikanere på kurset.
I Japan kommer man til tiden, så vi tog tidligt afsted for ikke at komme for sent. Det betød så, at vi kom for tidligt og så kan man jo lige så godt få noget kaffe inden vi skulle mødes med de andre.
Shino kom i kimono, som er en traditionel dragt/kåbe som bæres af kvinder. Der er ikke så mange der bærer dem længere, men man ser stadig en del ældre kvinder der bruger dem og ellers bruges de ved specielle lejligheder. Hun var derfor nem at kende. Amerikanerne viste sig at være på en lang rejse rundt i Europa og Asien og var ved at være ved enden af deres 1 år lange rejse. De rejste og arbejdede på samme tid, noget man godt kunne blive lidt fristet af.
Shino tog os først med i supermarked, for at vise de ingredienser vi skulle spise og bruge til at lave sushi, samt lidt andre specielle madvarer man bruger i det japanske køkken, som fx hvalkød. Det skal dog siges, at det ikke længere spises af ret mange japanere.
Det her er så hvalkød
Efterfølgende besøgte vi en sake- og vinbutik, som blev drevet af 3. generation i familien. Her kunne vi købe sake, hvis vi ønskede at få noget til maden. Vi fik lov til at smage på et par stykker, før vi valgte en sake, som vi købte et par flasker af. Jeg købte også en premium sake, til at tage med til hjem. (Den er blevet drukket)
Vi kom til Shinos hus, mødte hendes mand og hun viste os rundt i deres hus. 3 etager men med meget få kvadratmeter per etage. På nederste etage havde de et kontor og badeværelse, 1. etage køkken og stue i et og øverste etage soveværelse. Jeg tror nok, at jeg ville blive lidt træt af deres seng efter meget kort tid. Se hus og seng i videoen nederst.
Shino og Shigeru visto os hvordan vi skar fisken, formede risen og lavede nigiri (risbolde med fisk ovenpå), maki (ruller af tang med ris og fisk, samt andre ingredienser i) og gunkanmaki (ruller af tang med ris i bunden og rogn, fisk eller andre ingredienser ovenpå) Det var en rigtig god oplevelse og noget jeg helt sikkert vil anbefale, hvis man har chancen. Man ser hvordan de lokale bor, har mulighed for at få et indblik i deres liv og kultur og når man samtidig spiser med dem i deres hjem, er det en helt anden måde at opleve landet på. Vi fandt det via eatwith.com.
Ud over sushien, som vi selv lavede, havde Shino og Shigeru lavet en masse ekstra mad. Tofu-agurkesalat, miso suppe, stegte fiskehoveder, salat med grøntsager og shirataki, sesamkage, en yoghurtdessert og sikkert et par andre ting, som jeg ikke kan huske. Vi blev meget mætte og der var stadig en masse mad tilbage.
Da selskabet også var godt, var det en rigtig god aften. Brandon og Ana var også nemme at snakke med og der var generelt en god stemning hele aftenen. De har forresten skrevet om deres rejse, hvis man har lyst til at læse om det. De var også et smut forbi København. Tilfældigvis løb vi ind i dem et par dage efter på en togstation, men der bor jo også kun 35 mio. mennesker i Tokyo, så det var jo statistisk meget sandsynligt…
Efter kurset, tog vi sammen med Paco og Marta, ud for at få en øl i nærheden af hotellet. Det blev til et par stykker, men vi tog stadig tidligt tilbage til hotellet, da de andre skulle tidligt op og se templer næste dag.
De første dage havde vi svært ved at finde rundt i området lige omkring hotellet. Stationen er kæmpestor og der var flere jernbanebroer i flere retninger, så nogle gange troede vi at vi var gået under et sted, men var faktisk et andet sted. Stedet hvor vi fik en øl, viste sig at være meget tættet på hotellet end først antaget.
Tilbage på hotellet, smuttede jeg i den smukke pyjamas, der var blevet lagt frem og forsøgte, uden så stor succes, at få airconditioningen til at virke. Det hele var skrevet med japanske bogstaver og det meste i det alfabet vi ikke havde lært. Så der blev trykket lidt rundt omkring og til sidst slukket.
Til sidst kan du se en lille video fra de første to dage i Ginza – Tokyo.
Her er videoen, hvor jeg prøver at snige mig til, at filme dem der spiller kort og samtidig kan man se indgangen, til den restaurant vi var inde på ved siden af.
