Igen fik vi en fiaskoburger. Vi søgte igen efter en god burger i Fuengirola, da vi endnu ikke har fundet den og gerne vil undgå Burger King og MacDonalds, selvom vi måske i sidste ende, kommer til at vælge en af disse to restauranter, hvis vi ikke har mere held med os, end de seneste gange vi har prøvet, at finde en god burger.
I vores søgning efter en god burger, ville vi prøve en engelsk restaurant, da vi havde set, at flere af dem havde burgere og de spanske restauranter er normalt ikke så stærke på burgerområdet. Vi parkerede et tilfældigt sted ved stranden og begav os ud i Fuengirolas gader. Det blæste en del og var en af de koldere dage vi har haft i år. Vi så et sted, som så meget hyggeligt ud og på menukortet udenfor, kunne vi se at de havde burgere. Det så ud som en engelsk familierestaurant, så måske havde de gode hjemmelavede burgere. (prøv at gætte om de havde gode burgere)
Vi bestilte to bacon burgere med to bøffer. Sjovt nok kunne de ikke fåes med kun en bøf. Her fik vi dog en lille mistanke om, at det ikke ville en burger af høj kvalitet med friskhakket kød, hvor der var kælet for detaljerne. Prisen var kun omkring €5 for en burger, men vi håbede på, at de var gode alligevel.
Da de blev serveret, blev vores mistanke bekræftet. Bøfferne var af typen langtidsfrossetudensmagmedgummikonsistens. Der var salat med til, som havde en pæn brun farve, hvilket jeg ikke mener salat normalt har. Der var også lidt pommes frites, som smagte fint. Efter at have smagt på burgeren, sovsede vi dem ind i diverse væsker der stod på bordet, for at skujle smagen af kødet. Det lykkedes til dels, men en burger der smager af ketchup og brun sovs, er nu ikke så god alligevel, så til sidst levende vi en god del af burgeren og bad om regningen.
Casa Kontiki får en gaffel mere end The Food Company, fordi colaen ikke smagte underligt og så var de lidt billigere. Vi kom af med €15 for to burgere og to coca cola light.
Det kan godt være restauranten ser hyggelig ud, men hvis man vil nyde hyggen, foreslår jeg at man gør det med en kop kaffe eller en øl og uden at spise noget.
Jagten på en god burger i Fuengirola går videre….