La Marmita i Fuengirola. 50 gafler

Restauranten har fået nye ejere og et nyt menukort, så den gamle anmeldelse gælder ikke længere.

Vi var på restauranten og meget skuffende måtte vi konstatere at ejere og menu er ny og det er absolut ikke nogen forbedring. Menuen er nu typisk spansk uden nogen overraskelser.

Vi fik croquestas de jamon, som ikke var specielt gode. En ensalada del chef, som havde for meget dressing. Nogle kyllingeruller og indbagte rejer som var ganske gennemsnitlige og pandestegt rosada, som smagte fint.

Servicen var ok, da  der stort set ikke var folk på restauranten, men dog ikke særlig venlig.

2 øl og en flaske vand og prisen var €41 i alt. Men karakteren er gået meget ned, da niveauet er faldet drastisk. Så den er faldet fra 95 til 50 gafler.

 

Vi var gået forbi stedet et par gange og syntes at det så spændende ud. Menukortet, som man kunne se udenfor, så også meget spændende ud. Så en dag vi skulle ud for at spise, besluttede vi os for at prøve stedet. Vi havde ikke hørt fra andre der havde været der, så det skulle blive interessant. Vi har tidligere prøvet et par steder, som vi havde fået anbefalet, med blandet success.

Førstehåndsindtrykket var godt, pæn restaurant, rent, rent toilet og venlig betjening. Menukortet så meget spændende ud. Næsten alle retterne er tapas, som kan bestilles i større eller mindre portioner. Det er ikke de normale tapas, som du kan få på den lokale bar, det er designertapas hvor både præsentation og smag er på højt niveau.

Vi blev positivt overraskede, da de begyndte at sætte retterne på bordet. Kartoffelskum med chorizo og æg, svampeflan, lammeburger og flere retter jeg ikke kan huske navnene på, men hver ret var fantastisk og så var desserten også helt fantastisk. Indtil videre, er det den bedste restaurant vi har prøvet i Fuengirola.

Vi fik 5-6 tapas, samt dessert og 2 øl, glas rødvin og vand til en samlet pris på omkring €50. Meget rimelig for mad i denne klasse. Det bliver da også til det højeste antal gafler, jeg endnu har givet, 95 ud af 100. Der skal jo være plads til lidt mere, hvis man finder et sted, der er bedre til prisen.

Restauranten ligger på Paseo Maritimo (strandpromenaden) lidt efter Hotel Las Piramides. Altså næsten for enden af strandpromenaden mod Marbella. Man kan se et lille kort på deres hjemmeside.

Vi har været på restauranten, nogle gange siden jeg skrev den første anmeldelse og har været næsten hele kortet igennem. Der skal også være plads til lidt kritik. De har en meget ung og uerfaren tjener ansat, som ikke altid har så meget viden om maden, men vi håber han lærer det. Sidste gang bestilte vi det hele på en gang og vi fik nogle af de tunge retter med stærk smag først og fisk til sidst. Den rækkefølge ville jeg gerne have byttet om, da man ikke får kvalt smagen af retterne med mindre stærk smag.

Her kommer et par anbefalinger:

Crema de patata con chorizo

Ensaladilla rusa

Der er et par retter med foie gras, som jeg ikke husker hvad hedder, men de er rigtig gode.

Lubina

Hamburgesa de cordero (Lammeburger)

Desserterne skal prøves, de er helt fantastiske.

Generelt er de fleste retter gode, men hvis jeg skal fravælge et par ville det være:

Patatas bravas og så er der en sandwichagtig ret med skinke og ost, som jeg tror kaldes noget med pasta, som jeg ikke syntes var så god.

 Se alle restaurantanmeldelser her

 

Opdatering oktober 2012.

Det er et stykke tid siden, vi har været på restauranten, men jeg kan se på tripadvisor, at der ikke er så stor tilfredshed med restauranten længere. Det skal man måske tage med i overvejelserne, når man tager på restauranten.

This entry was posted in Anmeldelser Restauranter and tagged , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published.