Vi var så heldige, at få muligheden for, at spise på Restaurant Dani Garcia i Marbella, som har 2 michelinstjerner. Den der ligger ved siden af Restaurant Bibo.
Dani Garcia laver mange retter, som er baseret på traditionelle retter fra Andalusien, men på sin egen måde og fusioneret med andre retter fra andre lande eller med andre teknikker og ingredienser.
Menuen består af 16 retter for €148, hvor jeg som allergiker fik udskiftet et par af dem. Man får et stort udvalg af brød, før man får første ret.
Menuen hedder “Once upon a time…” Den er lavet som et eventyr, hvor den første ret kommer i en bog der åbnes.
1. ret: Gulerods cup cake, som var inde i bogen
Man spiste hele kagen, både papir og indhold. Det var ikke en kage i den traditionelle forstand, for den var ikke sød, men havde mere en stærk smag, der mindede lidt om chili, men blev ikke siddende i munden.
2. ret: Blyantspidserskræl
Blyantspidserskræl var lavet af Foie Mi Cuit, sammen med appelsin, som lå ovenpå en flødecreme lavet med røget ål.
3. ret: Nitrotomat af Ceviche (Ceviche er en kold fiskesalat i juice fra citrusfrugter med chili, løg, koriander og salt)
Nitrotomat er noget han tidligere har brugt i sine menuer, men denne gang er den lidt anderledes. Der er cevichecreme indeni og den ligger på en bund af pipirranasne. Pipirrana er en salat af løg, tomat, grøn peber og agurk, som er hakket i små stykker.
4. ret: Puchero med mynte og kaviar
Retten er en pucherogelé med mynte og kaviar. Puchero er en suppe lavet ved at koge forskellige typer kød sammen med kartofler, kikærter, gulerødder med mere. Man bruger derefter kun suppen (vandet), hvor der tilsættes fx ris eller pasta.
5. ret: Ajoblanco cuajado (stivnet Ajoblanco), karamel af grøn peber og litchi (kinesisk frugt)
Ajoblanco (hvid hvidløg) er en typisk andalusisk ret, som blev opfundet i byen Almachar, selvom der er flere byer der mener, at den blev opfundet i netop deres by. Den består af brød, knuste mandler, hvidløg, vand, olivenolie, salt og nogle gange lidt eddike.
Det var en slags Ajoblanco-skum og i bunden en slags karamel af grøn peber, som jeg går ud fra var blandet med lichi.
6. ret: Sandwich af frosset bernaisesovs med havtaskelever
“Brødet” er lavet af frosset bernaisesovs og bøffen af havtaskelever
7. ret: Gazpacho af Kimchi, vindruer og søpindsvin
Gaspacho er traditionelt lavet af tomat, agurk, grøn peber, hvidløg, olivenolie, eddike og salt. Opskriften kan variere og der kan også være fx løg og brød i.
Denne ret er en fusion af gazpacho og kimchi, med vindruer og søpindsvin. Kimchi er en koreansk ret lavet af gærede grøntsager.
8. ret: Pot Sticker med søanemone. Her fik jeg i stedet en ret med forskellige stegte grøntsager.
Pot Sticker (Jiaozi) er kinesiske dumplings (gyoza i Japan) med søanemonefyld. Andet billedet er min ret med grøntsager.
9. ret: Hækling. Her fik jeg en burger af svampetærte med jamón serrano
Hækling kommer fra det mønster de laver øverst på retten. Det er en blækspruttecreme med blækspruttetartar og lidt røget mozarella og hæklemønstret er lavet af blæksprutteblæk.
10. ret: Skalddyrssuppe. Jeg fik en butterdejs-foie-gras med gedeost, karameliseret æble og syret puré
Skaldyrssuppen var en med en slags krebs Aristaeopsis edwardsiana og nogle ostekugler, som eksploderede i munden på dig.
Nederste billede er min Foie Gras
11. ret: Tun med chilmole. Jeg fik mørksej med creme af en blomkål og citrus-gazpacho
En mør tun men også med meget fedt, med chilmolesovs. Chilmole laves med chili og forskellige krydderier. Den behøver ikke nødvendigvis at være stærk.
Den fisk jeg fik, var helt fantastisk, men der er var ikke så meget begejstring for tunen, som havde meget fedt og en stærk fiskesmag.
12. ret: Steak tartar med foyot sauce
Jeg er normalt ikke en stor fan af steak tartar, men jeg spise dog denne ret. Den kommer med et foyot sauce, som er en type bernaise, som er tilsat afkog eller saft fra kød. Jeg er dog stadig ikke fan af steak tartar
13. ret: Silkeorm(første dessert)
Silkeorm med yoghurtis indeni. Silken udenom er lavet af candyfloss. Den kom i en kasse med blade i bunden. Bladende kunne dog ikke spises.
14. ret: Deja Vú
Mos af 5 forskellige typer korn med frugt og vanilje. Det skulle tage os tilbage til barndommen, da det skulle minde om en babymos. Det mindede dog ikke så meget om babymos syntes jeg 🙂
15. ret: Choco Whisky
Kage af chokolade, yoghurt, kaffe og whiskyis, som jeg glemte at tage et billede af.
16. ret: Ikke fødselsdagskage
Her kom en “kage” på bordet. Men kagen var lavet af plastik eller lign. og havde en skuffe nederst, som blev trukket ud og der var forskellige små kager eller stykker chokolade i.
Vi fik også nogle småkager til kaffen.
En samlet regning på omkring €750. Vi fik 2 flasker vin og kaffe. Prisen er høj for Spanien, men oplevelsen er stor. Prisen taget i betragtning og en enkelt lidt svag ret, ender vi på 97 gafler.
Jeg syntes specielt godt om Ajoblanco og blyantspidserskræl.
Man kan bestille bord online på http://www.restaurantedanigarcia.com/reservas