Når man er fastboende i Spanien og har fået NIE (personnummer) kan man højst bruge sit danske kørekort i 2 år. Så skal der skiftes til det spanske kørekort og det har jeg netop gjort. Da jeg var lidt i tvivl om, hvordan det skulle gøres og andre måske har samme problem, kommer her lidt info til processen. Hvis man bliver stoppet med dansk kørekort og har boet i Spanien i mere end 2 år, får man en bøde på €240.
Gå ind på DGTs hjemmeside her, hvor du skal udfylde informationerne for at få en tid til fornyelse. Der går nogle uger, før du kan få tid, da de kontakter dansk politi for at få oplysninger om dit kørekort.
Du skal først vælge, hvor du ønsker at lave aftalen. I mit tilfælde Málaga. Derefter trykker du på “Continuar”
Derefter trykkes “Continuar” ved den øverste del.
Udfyld derefter NIE, fornavn og efternavn og klik på “Solicitar” Man kan også udfylde “Datos del representante” hvis en anden person skal skal gøre det for en. Personen skal så have en fuldmagt med, for at gøre det.
Du får nu en tid tildelt. Der er ikke mulighed for at vælge en tid, det var der i det mindste ikke da jeg bestilte en tid. På siden med tidspunkt (print siden, for du får ikke en e-mail), er der også en liste over ting du skal medbringe. Der er også en anden liste på deres hjemmesiden, men begge lister mangler dog nogle ting, så her er hvad du skal medbringe.
– Solicitud-renovacion-COMUNITARIOS. Du kan downloade en pdf-fil fra linket her. Det er ansøgningen, som du skal udfylde med navn, adresse, fødselsdato, information om dit nuværende kørekort osv.
– NIE eller pas og kopi. Jeg medbragte begge, samt kopi af begge, for at være på den sikre side. Han tog de kopier jeg havde medbragt af både NIE og pas.
– Kørekort, samt fotokopi af begge sider af kørekort.
– Fotografi 32×26 mm. Altså et normalt pasfoto. Jeg fik lavet et i en automat i et indkøbscenter.
– Der er to ting, som er på listen, men som du får eller som de har ved dgt. Talón foto. Det er et stykke papir, hvor de klistrer dit foto på og du skal underskrive. Der er også deklaration om at du har kørekort og det ikke er frataget i dit hjemland osv. Det indhenter dgt selv fra dansk politi.
– Lægeerklæring der er under 3 måneder gammel. Du skal få lavet en test hos en læge, hvor der foretages synstest, høretest og koordinationstest, samt nogle spørgsmål du skal svare på omkring brug af medicin, om du tager stoffer osv. Jeg fik foretaget min Ana Claros Las Lagunas, Mijas Costa for €30. Det ligger tæt på den danske kirke. Du kan se andre steder, hvor testen foretages i malaga området via dette link.
– Kvittering for at du har indbetalt €23,50 til dgt, hvis du betaler inden du kommer. Du kan også betale hos dgt, men kun med betalingskort (visa, mastercard)
Når man kommer ind på dgt, er der et vindue til venstre, som er til folk der har bestilt tid. Der skal du hen. Da jeg ankom til dgt i Malaga på det tidspunkt jeg har fået, stod jeg ikke på listen. Damen ved vinduet mente, at jeg havde gjort noget forkert, da jeg bestilte tid. Jeg blev så sendt over til Mari Carmen, som på det tidspunkt var ude for at drikke lidt kaffe. Da hun kom 15 minutter senere, forklarede hun at der var forskellige systemer, når man bestilte tid og jeg havde gjort det via hjemmesiden på deres nye system, som ikke snakker så godt sammen med det gamle system og derfor var jeg ikke på listen. Hun gav mig et nummer til en anden kø, hvor jeg ventede 5 minutter og fik så afleveret alle papirer, billede osv. De havde papiret fra dansk politi og så var det bragt i orden.
Jeg regner med, at deres systemer på et tidspunkt opdateres, så det hele kører glat når man kommer ind og har en aftale.
Man får så et stykke papir, som er et midlertidigt kørekort og det nye kørekort skulle komme med posten indenfor en måneds tid.
Spansk kørekort skal fornys hver 10. år og hver 5. år hvis man er fyldt 65. Dette gælder for almindeligt kørekort til bil. I nogle af de andre kategorier er der andre regler.