Jeg havde set nogle billeder, der var lagt på facebook, med nogle retter fra en japansk restaurant, der så ret interessante ud. Så da vi havde lyst til noget sushi, var det oplagt at prøve dette sted.
Det ligger på strandpromenaden i Marbella, tæt på en af lystbådehavnene og ret tæt på restaurant Kalima, i et lille indkøbscenter. Centro Cial. Plaza del Mar.
Vi satte os indenfor, hvor vi kunne se kokken der lavede sushi, resten af kokkenen kunne vi ikke se.
Vi bestilte tre retter til deling, som var TA-KUMI Sushi mix med 13 stykker (så vidt jeg husker) sushi, Gyoza som er en slags kødbrød som er kogt og jeg tror også, at det derefter er stegt på den ene side og til sidst Teppan Pez mantequilla (smørfisk).
Jeg har ikke spist meget sushi, men dette er det bedste jeg har prøvet. Specielt smørfisken og tunen var god. Gyoza var også rigtig god og på dette tidspunkt, kommer kokken Dani Garcia ind og sætter sig med familien. Når en kok af den kaliber spiser der, må vi jo have valgt rigtig. Til sidst Pez Mantequilla, som var himmelsk. En smag og tekstur der rammer helt der oppe, hvor man næsten får tårer i øjnene. Det er blevet en klar favorit og den skal man prøve, hvis man spiser her. Vi fik også en lille tapas, til at starte med, som var gratis. Ganske godt stykke tun, med lidt salat og brød.
Alle retter var meget flot præsenteret, så man fik dem ind med øje, næse og mund.
Det er en restaurant med ambitioner og priserne ligger i den dyre ende. Ud over de 3 retter, fik vi en flaske vand til maden og prisen var i alt €58,40. Så hvis man spiser forret, dessert og får øl eller vin, kommer man nemt over de €40 per person.
De tager €1,20 per person for service, som nu bliver opkrævet på mange restauranter. Jeg forstår ikke helt, hvorfor man ikke lægger det ind i prisen. Det irriterer mig hver gang jeg ser det på regningen, som når de tager penge for brød man ikke har bestilt eller spist.
Der var ikke så mange på restauranten, så servicen var god. Dog kom tjeneren og fyldte vores glas nogle gange, men var ikke så opmærksom hele tiden, så nogle gange gjorde vi det selv. Hvis de ønsker at give den service, bør tjeneren være opmærksom hele tiden, specielt når der kun var et par borde fyldt. På Meson del Caballo, blev dette gjort korrekt og vi fik ikke lov til at røre ved vinflasken.
Alt i alt en god oplevelse, som dog er lidt dyr og så trækker det lidt ned, at de tager penge for service, så den kommer lige under topkarakter og får 94 gafler.
Her er en video med billeder fra restauranten og et par af vores egne billeder.