Restaurant Callizo får ingen gafler, da den befinder sig langt fra Costa del Sol. Man skal helt op i Pyrenæerne, for at få lov til at prøve deres menu.
Restauranten har 2 menuer, den lange menu; Sten, og den korte menu ; Jord. Vi valgte selvfølgelig den lange. De første 6 retter er de samme på begge menuer og de begynder at servere, kort tid efter man sætter sig og før man har besluttet, hvilken menu man ønsker. Det gør de selvfølgelig fordi, at de kun har de 2 menuer og man vil altid får de første 6 retter.
Første ret var ingenting. Ja, det er korrekt en tallerken ingenting. Tjeneren kom og præsenterede retten som en tallerken ingenting og hældte ingenting ud af en kande. Så tænker man nok “Ok, det her bliver dyrt, hvis alle retter er på samme niveau” og samtidig “skal jeg nu lade som om, at jeg spiser luft eller hvad?” Men så kigger man på tallerkenen og hvor der før ikke var noget, var der pludselig noget på din ske. Tricket sker ved, at man får en tallerken med en ske, hvor der ikke ser ud til at være noget på. Hvis man kigger efter, så er der faktisk noget frosset på skeen, men da det er gennemsigtigt, kan man ikke se det i første omgang. I den tid det tager for tjeneren, at fortælle at vi nu skal spise en tallerken med ingenting og hælde ingenting op, smelter det der er på skeen og du kan nu se, at der er noget. Det var en frosset gin og tonic. Så begyndte vores oplevelse.
Derefter kom der en rose på bordet, hvor den inderste del af rosen kunne spises. Den var lavet af æble og noget der gav farve. Sjov, flot og med smag af æble.
2. ret: Jorden
– Nitromojito. En mojitois i en limeskal.
– Granorm i sit spin. Candyfloss med creme af roquefortost indeni
– Olivenolie med salt og brød
– Oliven, olivensten og tomat. Olivensten var lavet af fisk, så vidt jeg husker. Der var en sphere af olivenolie og det hele lå i en gennemsigtig kold tomatsuppe.
3. ret: Floden
– Cup cake af fisk og kaviar, tigermælk og gul chili. Jeg ved ikke hvor tigermælken kommer fra, men tror ikke den kommer fra en tiger. Denne minder i udformning meget om Dani Garcias cup cake, som han har i sin nuværende menu.
– Ceviche af ørred fra floden med appelsenstykker, løg, kaviar, appelsinsaft og krydderier.
4. ret: Magien fra Huesca
– Et landskab af brød, svampe, sten og trøfler. Præsenteret på en græsplæne med et tårn. En sten af ost som eksploderer når du spiser den. Et lille stykke toastbrød med svinefedt og kød. En flaske med svampecreme, hvor der sidder et stykke stegt svin på. Når du spiser kødet, trykker du samtidig på flasken, så du får svampecremen med i samme bid. Til sidst en varm suppe på en lille flaske.
5. ret: Forvirring (con-fusion) Et ordspil med fusion og forvirring.
– En burger på en pind i en dåse. Det var måske den ret, som jeg syntes mindst om. Brødet var lidt fedtet og vådt, men kødet, som jeg tror var svinekød, var fint.
6. ret: Km. 0
En stor gryde med ris, ærter, svampe, ali-oli. Det så ud som om, at det var en kæmpe gryde, men bunden af gryden, var lige under toppen. Så der var ikke så meget mad, som man først troede.
7. Foto-fua. Et billede af en balkon.
Der kom et lille stativ, hvor der blev placeret et billede, hvor der var foie-gras (foie micuit), friske blomster og lidt marmelade. Det repræsenterer et teaterstykke om slaget mellem muslimerne og de kristne, som laves hvert andet år i byen. Samtidig er det en hyldest til kvinderne i byen, som vedligeholder og pynter deres balkoner. Man skal have køkkenhaven på bordet, så der stilles også salat i noget jord, som man kan klippe af.
8. Vin fra Somontano. Somontano er vinområdet, som hører til området hvor restauranten ligger
Det består af et stykke svinekød (papada de latón de la Fueva) som er meget fedtholdigt. Det kommer fra en speciel type svin, som er fritgående. Dertil græskarcreme, en saft af citron, appelsin, pasionsfrugt, løg m.m. is lavet af pasionsfrugt og lidt karamel lavet på lokale druer.
9. Bjerget og det saltede
Falske torskefileter med spinat, honing, druer og pinjekerner. Det lignede torskefileter, men var lavet som en fiskemos af en slags. Fantastisk ret.
10. Pascua de pentecostés, la fiesta de los Palacios. Det har noget at gøre med en religiøs fejring, som jeg ikke vil gå i detaljer med, da jeg ikke lige kan finde en oversættelse 🙂
Det består af snegle med hvidløg, en lammekottelet, friturestegt lam, kartofler og salatblade med noget hvidløgscreme til sneglene. Jeg er absolut ikke fan af snegle, men spiste 2 af de 3 snegle jeg fik, hvilket er lidt af en sejr.
11. Verdens hovedstad. Her hentyder man til byen, hvor restauranten ligger
Dessert med jordbær, æble, melon og is af et eller andet krydderi, som jeg ikke husker. Der kommer noget frugtjuice til. Der var en lidt speciel intro til denne ret, som kan ses i videoen.
12. Geopark Pyrenæerne
Der er fundet rester af diverse forhistoriske dyr i området. Denne dessert repræsenterer sten, fossiler osv. fra de områder, hvor de er fundet.
Den består af chokolade, mandler, et par marmelader, honning, nougat og krokant. Man får en sød vin til, som man drikker direkte fra flasken, som den kommer i. Den anrettes meget specielt, som kan ses i videoen.
Alt i alt en fantastisk oplevelse. Alle retterne havde en historie og tilknytning til området og der var mange der var rigtig gode. Favoritten var nok den sidste dessert og magien fra Huesca. Ceviche var nu også godt. De svageste var nok dåseburgeren og lammekoteletten.
Så jeg anbefaler at man besøger restauranten. Man kan også få rigtig gode vine fra området og priserne er meget lave på vinene.
Man kan finde dem på facebook her
Restauranten ligger på pladsen i borgen ovenfor byen. Restaurante Callizo, Plaza Mayor, 22330 Aínsa.
Tlf. 974 50 03 85