Jeg er netop blevet færdig med bogen Kick-Ass, som handler om Jesper Buch og hvordan han startede Just-Eat og gjorde den til en millionforretning.
Jeg mødte Jesper, da vi skulle spille poker en aften. Jeg vidste hvem han var, men vidste ikke så meget om ham eller at han boede her på kysten. Så jeg læste lidt om ham efterfølgende, ved at bruge det der google og så at han havde skrevet en bog. Den skulle da læses! for det er ikke ofte, at man (læs: jeg) møder folk, der har skrevet en bog.
Jeg er sikker på, at mange af jer andre får litteraturen ind (og Angry Birds) samme sted som mig, nemlig på tønden. Det var netop på dette inspirerende sted, at jeg fik fortærret Kick-Ass. Det er en bog på næsten 300 sider og den blev læst på 5 dage. Nu vil jeg ikke begynde med udregninger for, hvor hurtigt jeg læser og omsætte det i tid på tønden per dag over de 5 dage, men det blev til en del. Det jeg vil frem til, er at hvis man er underholdt, så bliver man siddende lidt længere, fordi man skal lige have en side mere med. Nu er det ikke alle toiletter, der er ergonomiske korrekte, så længere tids ophold kan godt give lidt ubehag forskellige steder. Hos mig kommer det til udtryk i form af sovende ben. Nogle gange bliver jeg nødt til, at stå ved vasken flere minutter, før jeg kan gå igen.
Andre bøger der kan give sovende ben er: Havets Katedral og Ulven fra stepperne. Så er I advaret!
At bogen så også handler om noget der har min store interesse, gør selvfølgelig at jeg finder den endnu mere interessant. Men læser man den bare for underholdningsværdien, er den også god. Den starter med at fortælle om da han gik Camino de Santiago og efterfølgende om hans ungdom, hvor han allerede viste, at han havde iværksættergen og frem til hvor ideen til Just-Eat opstår. Herefter følger du opbygningen af virksomheden fra ide til millionsuccess og de problemer de støder ind i, svære beslutninger, håndtering af fjender/konkurrenter, situationer der kan være fatale for virksomheden og hvordan de afværges og Jespers forhold til sine ansatte, sin far og hvordan han stort set ikke har noget privatliv i lange periorder. Faktisk kommer man til at holde rigtig meget med Jesper, så man syntes at e-takeaway er nogle narhoveder og Klaus bare er et usympatisk fjols.
For mit vedkommende, har det også været en god motivator og jeg har sat mere ambitiøse mål for specielt en af mine forretninger. Jeg er allerede ved at implementere ændringer, som direkte konsekvens af at have læst bogen.