Vi skulle starte med et par dage i Dubai og så videre til Tokyo et par uger. Vi havde læst og set en masse video om Tokyo, men Dubai forberedte vi os ikke så meget på. Vi brugte Lonely Plantes guidebog og havde kun et par steder, vi på forhånd havde besluttet at vi skulle se.
Vi ville gerne rejse med Emirates Airline, da det skulle være et af de bedste flyselskaber i verden sammen med Qatar Airways. Da man med Emirates stort set altid skal mellemlande i Dubai, var det oplagt, at tage et par dage der også, da vi aldrig havde været der. Så vi fløj fra Madrid til Dubai d. 4. maj og fløj fra Dubai til Tokyo d. 7. maj.
Dag 0
Lørdag var vi til bryllup hos Paco og Marta, som tilfældigvis skulle til Japan på bryllupsrejse, på samme tid som vi var der.Vi tog det stille og roligt til brylluppet, da vi skulle køre til Madrid næste dag, som er en køretur på lidt over 500 km. Vi overnattede i Madrid og kørte til lufthavnen næste morgen, hvor vi efter lidt sight seeing omkring lufthavnen fandt langtidsparkeringen, hvor vi havde reserveret plads.
Da vi kom frem til skranken for at tjekke vores bagage ind, fik vi et tilbud som vi efterfølgende kom frem til, at vi havde taget imod, hvis vi lige havde haft 5 minutter ekstra til at analysere det. Der var overbooking på flyet, så hvis vi ville vente med at tage flyet til om aftenen, kunne vi få en gratis flyrejse, som var gyldig et år frem. Men da vi kun havde et par dage i Dubai, syntes vi ikke at vi ville spilde en dag. Da vi tænkte lidt mere over det, så kom vi faktisk frem til Dubai ret sent og skulle direkte fra lufthavnen til hotellet og i seng. Havde vi taget flyet om aftenen og sovet på flyet, var vi kommet frem om morgnen og kunne tjekke ind på hotellet og begynde sight seeing. Men når man ser tingene i bagklogskabens ulideligt klare lys, så ser man ofte tingene anderledes.
Men vi skulle så prøve at flyve med Emirates, hvilket da må siges at være et niveau over Norwegian, Ryanair og American Airlines, som er nogle af dem vi har fløjet med for nyligt. Bare det at der er mere benplads og et underholdningssystem med film, tv-serier, spil m.m. gør rejsen lidt nemmere. Der er også mulighed for at vælge mellem to menuer, når man skal spise. Men jeg havde forventet en smule mere. Når man ser business class, så kan man forestille sig en yderst behagelig rejse. Men det må blive en anden gang.
Dag 1 i Dubai
Vi ankom til Suba Hotel ved 01.00-tiden. Vores kufferter blev båret fra taxien og ind på hotellet og efterfølgende op på værelset. En service jeg ikke har oplevet før. Da vi stod og tjekkede ind kom en tjener med et glas frisk juice til os, noget jeg heller ikke har oplevet før. Vi fik demonstreret hvordan tingene på værelset fungerede, da det hele blev styret med en ipad. Fjernsyn, lys, varme, room service, det hele fra ipad. Der var rengøring på værelset om morgnen og om eftermiddagen kom de og gjorde klar til at man skulle sove. Sengen blev redt anderledes og der blev lagt blomster. Der var swimmingpool og jacuzzi på taget, motionsrum, massage m.m. så man må sige at relation pris/kvalitet var super på dette hotel med en pris omkring €67 per nat. Hotellet ligger i Deiradistriktet ikke så langt fra Sheraton Hotellet. Det var tæt på metro og området virkede mere lokalt, ikke så turistpræget, som er det vi foretrækker når vi rejser. Så jeg kan klart anbefale hotellet.
Vi havde kun to hele dage i Dubai, men derfor behøver man jo ikke at stå tidligt op. Vi tog det stille og roligt, spiste morgenmad på hotellet, som var ret god forresten. Tog derefter hen på metrostationen og købte et dagskort, som kostede under kr. 40 per person. En praktisk og nem måde at komme rundt på. Man kan komme rundt til en meget stor del af byen med metro, så det brugte vi den første dag.
Vi tog først et smut ud til Dubai marina hvor vi tog et hurtigt kig og kørte derefter tilbage til Dubai Mall for (måske) at lave lidt indkøb og se Burj Khalifa (verdens højeste bygning) og springvandet, som er lignende det de har ved Bellagio i Las Vegas. Der er direkte adgang fra metroen til indkøbscentret via en lukket gang med air condition. Indkøbscentret som udover en masse butikker, har et meget stort akvarie. Det var lidt imponerende. I deres food court fik vi mad fra en iransk restaurant eller fastfood kæde. Noget bedre end de normale fast food kæder som McD og lign. Der er ret mange amerikanske fast food kæder i Dubai, så hvis man ikke ønsker at prøve den lokale mad, så er det nemt at undgå. Senere fik vi lidt kaffe og kage på en terrasse med udsigt til Burj Khalifa og springvandet. Det kan anbefales at nyde springvandet fra en af restauranterne eller cafeerne med udsigt over springvandet i stedet for at stå nede ved siden af. Bare et lille tip.
Senere tog vi metroen til gold og spice souk, hvor der er lidt en blanding af lokalt/traditionelt med luksus i form af mange tusinde kilo guld.
Efterfølgende tog vi tilbage til området ved hotellet, købte lidt snacks i et supermarked og gik i seng. Så vidt jeg husker, spiste vi kun nogle snacks til aftensmad.
Dag 2 i Dubai
Der findes et Outlet Mall lidt udenfor Dubai, som vi gerne ville besøge. De sidste par gange vi har været i USA, har vi fået lavet en del indkøb i Outlets. Håbet var at vi kunne købe tøj til turen, da vi kun havde halvfyldte kufferter. Vi tog en taxi ud til centret, da bussen der kørte derud, tog halvanden time, hvis jeg ikke husker forkert. Taxi kostede omkring 60 dirham, så det var ikke galt.
Centret var dog lidt af en skuffelse, for udvalget i butikkerne var ikke så stort og priserne var ikke specielt lave. Der er ellers mange butikker og ikke mange mennesker, så det var nemt at komme til over det hele. Jeg fik kun købt nogle shorts og to par sko. Jeg anbefaler at man foretager sin shopping i de forskellige indkøbscentre der findes rundt omkring i Dubai, det er ikke turen værd at køre ud til dette center.
Om eftermiddagen gik vi over til fiskerihavnen, som ikke lå langt fra vores hotel. Vi betalte en lille båd for at sejle os en tur rundt på floden og gik derefter tilbage mod hotellet igen. På vej tilbage fandt vi en lille sharwarmarestaurant, som så ud til at være ret populær hos de lokale. Det var jo lige et af de steder vi syntes godt om, så her fik vi aftensmad, en rigtig god kyllingesharwarma.
Tilbage på hotellet smuttede vi op til poolen og jeg tog en lille svømmetur og en tur i jacuzzien. Vi skulle afsted tidligt næste morgen, så vi fik også pakket og bestilt hotellets shuttle til lufthavnen.
Dag 3 Dubai/Tokyo
Stort hele dagen skulle tilbringes i flyet. Vi fløj fra Dubai kl. 08.00 og ankom til Tokyo 22.45 lokal tid. Så klokken blev omkring 01.00 før vi ankom til hotellet. Se næste blogindlæg for at læse om de første dage i Tokyo.
Her er en lille video fra Dubai