Tokyo dag 1 og 2 – Haneda til Ginza, på izakaya og sushi kursus

Vi havde besluttet at Japan var et land vi blev nødt til at besøge, dog uden at vide en helt masse om hvad Japan egentlig gik ud på. Da vi først overvejede Japan begrænsede vores viden sig til sushi, teknologi, masser af mennesker, tsunami og 2. verdenskrig eller sådan noget lignende. Så vi begyndte at lave en del research og da vores rejser er meget kulinarisk orienterede, blev Japan pludselig meget interessant. Vi fandt ud af, at hvis man er foodie eller meget kulinarisk interesseret, så er Japan Mekka. Fx er Tokyo den by i verden med flest michelinrestauranter og jeg vil gætte på, at det også er en af de byer i verden, der har flest restauranter generelt, for der er godt nok noget at vælge i mellem, men mere om det senere.

Vi har set en hel del maddokumentarer om Japan og læst mange blogs, så der var meget mad vi skulle prøve. Vi tog også et par måneders japanskundervisning, for lige at lære lidt grundlæggende. Japansk er lettere indviklet, specielt fordi de bruger 3 forskellige alfabeter, som bruges i en stor glad blanding. Vi lærte det ene alfabet, hvilket gjorde at vi kunne læse og tyde nogle skilte ved restauranter og finde ud af hvad de havde på menuen, når de ikke havde billeder eller plastikmodeller af maden.

Vi havde reserveret et værelse på Hotel MyStays i Haneda, som lå tæt på lufthavnen til første nat. De havde en shuttle til hotellet, hvilket var afgørende for valget, da vi ikke regnede med at kunne nå sidste tog, som afgik omkring kl. 00.00. Så det var bare check-in, kigge lidt rundt på hotellet, prøve pyjamas og selvfølgelig benytte toilettet og alle de funktioner det havde og i seng.

Dag 1 Tokyo

Vi fik morgenmad på hotellet. Der var både japansk og europæisk/amerikansk morgenmad. Jeg prøvede lidt af hvert. Der sad nogle japanere ved bordet ved siden af, som jeg kiggede på, for at finde ud af, hvordan man spiste den japanske morgenmad. For der var salat, ris, tofu, æggekage, supper, fisk m.m. og jeg var ikke helt sikker på, hvad man kom i suppen, hvad man spiste med risen og hvad man spiste alene. Suppen var jeg ikke vild med, men resten smagte fint, selvom det var en noget anderledes morgenmad.

Receptionisten på hotellet hjalp finde ud af, hvordan vi kom ind til centrum med toget. Når man ikke har prøvet metro og tog i Tokyo før, kan det godt virke lidt uoverskueligt. Vi fik trukket et kort i automaten på stationen og prøvede på at finde ud af hvilket tog vi skulle tage. Togkortet er som et kreditkort man kan fylde penge på. Når man går ind på togstationen kører man det over en læser og gør det samme når man går ud og der trækkes penge på kortet. Kortet kan også bruges til at betale i nogle butikker og restauranter.

Vi fandt heldigvis det rigtige tog og kom afsted mod Ginza. Vi skulle skifte et par gange under vejs og når vi vi havde problemer med at finde vej, kom der en og spurgte om de kunne hjælpe. Japanerne er generelt meget hjælpsomme og serviceminded. Når de ikke spørger om de kan hjælpe, er det normalt fordi de ikke snakker engelsk. Engelsk er ikke så udbredt blandt japanere, så når man kommer væk fra hoteller og turistområder, kan det godt være svært at finde nogen der snakker engelsk.

Ginza Grand Hotel var stedet vi havde valgt til de første dage i Tokyo. Det ligger meget tæt på Shinbashi stationen og lige hvor Ginza shopping distriktet starter, så placeringen er helt perfekt. Værelserne er ikke ret store, men det er generelt for Tokyo. Man får en meget fin pyjamas og selvfølgelig sandaler.

Da check-in først var kl. 15.00 lod vi kufferterne stå i receptionen på hotellet. Det er meget normalt, at de passer på kufferterne i receptionerne på hotellerne. Vi smuttede ud for at kigge lidt på Ginza og få en øl. Ginza er et af de dyreste områder i Tokyo, med mange dyre butikker og restauranter. Der er masser af forretningsfolk i jakkesæt og man kan se at der er mange dyre drenge, der holder til i området.

Der er MEGET rent, det ser næsten ud som om at der bliver gjort rent med vand og sæbe hver nat. Men selvom vi er i verdens største by, kan man selv i et dyrt område som dette, få fornemmelsen af at man er i en mindre by pga. de små hyggelige gader og butikker. Når man så går til næste gade, så skifter det til rigtig storby.

Butikker som denne blomsterbutik, med de vildeste orkideer, er med til at gøre det hyggeligt og så er der nogle små detaljer, der gør at området bare er et niveau over resten. Fx disse brandhaner.

Der findes MANGE restauranter og man skal huske at kigge op, for mange restauranter ligger over gadeniveau og også under. Så det gælder om at kigge på skiltene, selvom man måske i mange tilfælde kan have svært ved at læse dem, da meget er skrevet på japansk.

Vi fik en øl og senere kaffe med kage. De er glade for franske kager og man finder en del pâtisserie mange steder i Tokyo. Vi fik en japansk kastanjekage og en fransk crepekage. Man kunne godt blive afhængig af kastanjekagerne, så de får en anbefaling herfra.

Derefter smuttede vi tilbage og fik vores værelse på hotellet. Fint, men ikke så stort, dog var sengen en rimelig størrelse og selvfølgelig var der et yndlingstoilet.

Et depachika supermarked skal man besøge i Tokyo, hvilket var hvad vi gjorde, før vi skulle spise aftensmad. Depachika er et gourmetsupermarkeder som ligger i kælderetagen af mange stormagasiner i Tokyo. Har kan man finde en masse forskellige madvarer af meget høj kvalitet. Blandt andet nogle meget dyre frugter, som man kan se her. I almindelige supermarkeder er priserne dog meget lavere, så det man hører om helt vilde priser på frugt i Tokyo, er når folk har set dem i disse gourmetsupermarkeder og ikke i almindelige supermarkeder.

Man kan få det bedste kød, chokolade, desserter, vin, sake osv. dog til nogle meget høje priser, så meget af det er til gaver. Dog laver de også mad til at spise med det samme, som ikke er så dyrt igen.

Sulten kan man hurtigt blive, når man besøger sådan et supermarked, så vi satte kurs mod Yurakucho Station, hvor der ligger en masse izakayaer ved og under togbanen. En izakaya er en slags lille bar/restaurant, hvor der normalt ikke er plads så mange mennesker og ofte har de et begrænset menukort, fokuseret på kun en eller to typer mad. Et sted hvor folk ofte kommer efter arbejde for at få noget mad og et par øl eller lidt sake. I mange af dem er der kun plads ved baren, hvor der måske kan sidde 6-10 personer.

Yurakucho Station er kendt for de mange izakayaer der ligger der, men man kan finde dem mange steder i Tokyo. De er normalt meget billige og maden er god, men forvent ikke, at de kan så meget engelsk eller at de alle har menukort på engelsk. Heldigvis bruger man meget billeder på menukortene i Japan, hvilket hjælper en del.

Vi foretrækker at finde de steder der er mest gemt af vejen og hvor vi gerne er de eneste udlændinge. Ved Yurakucho fandt vi en tunnel under togbanen, hvor vi kunne se en del izakayaer, som vi smuttede ind i. Tunnelen havde flere tunneler der ledte ud til siderne, så vi svingede lidt og kom ind i nogle meget hyggelige “gader”, der gav lidt et indtryk af, at være kommet tilbage i tiden.

Vi kiggede på en del forskellige, men valgte en der havde en lille “terrasse” dvs. man kunne sidde lige udenfor restauranten inde i tunnelen.

De havde et lidt større menukort og man kunne få både yakitori (små spyd) og yakisoba (stegte nudler), samt nogle forskellige tapaslignende retter. Vi bestilte yakitori med hønserøv og hønseskind (eller kylling), samt yakisoba med kylling. Yakisoba med kylling viste sig at være med store fedtklumper, så selvom vi godt kan li´ at prøve nye retter, så var denne ret måske lige i overkanten.

Vi spiste nudlerne og lod fedtklumperne være. Hønserøv var en interessant oplevelse, da det var lidt som kyllingekød med ekstra fedt og en lidt underlig konsistens. Det er nok ikke en ret jeg bestiller igen. Kyllingeskind var ikke stegt så meget, som jeg gerne ville have haft den, så endnu et spyd jeg nok ikke bestiller igen.

Det var jo ikke den eneste izakaya i området, så vi gravede dybere ind i tunnelerne, for at se hvad de gemte på. Vi kom forbi en halvåben dør, i noget der ligner en gyde fra en gangsterfilm, hvor der sad folk og spillede kort. Nu var det jo pludseligt meget spændende, men vi var dog lidt i tvivl om, man kunne gå ind hvor de sad og spillede kort. Var det yakuza (japansk mafia) eller bare nogle der hyggede med et slag kort? Se videoen nederst, hvor jeg forsøger at optage lidt snigervideo af dem der spiller kort. Vi valgte i stedet naborestauranten, hvor kokken, som også var tjener ikke snakkede engelsk og menukortet så sådan ud. Der så ikke ud til at være så mange retter at vælge i mellem, men hvad var det?

Med lidt håndfagter, vores begrænsede japansk og lidt tålmodighed fra tjenerkokken, kom vi ikke rigtig til noget resultat. Snedig som jeg er, så pegede jeg på mit øje og på døren til køkkenet. Det var han med på, så jeg kiggede ud i køkkenet, hvor han viste mig 3 forskellige stykker kød og jeg pegede på den til venstre og viste to fingre. Vi tager to af den til venstre.

Vi fik serveret tonkatsu af svinemørbrad med kål, var lidt det vi kom frem til. Tilbehør var misu suppe, ris og nogle syltede grøntsager. Ikke dårligt, men vi var faktisk ved at være ret mætte. Jeg gik så online for at se hvordan de forholder sig til at levne mad i Japan. Det er ikke en god ide, stod der i en artikel, det kan fornærme værten, stod der. Så puha jeg blev mæt, da jeg prøvede på at spise det hele. Senere har vi så fået en mere nuanceret forklaring. På restauranter kan man godt levne, men hvis der er buffet eller hvis man besøger nogle privat, bør man spise det man putter på sin tallerken. Dog skal man, hvis man får en menu serveret, gerne levne en lille smule, fordi værten ellers kan opfatte det som om, at der ikke var nok mad. Så den kan godt være lidt kompliceret.

Meget mætte smuttede vi tilbage til hotellet, dog med lidt en omvej, for at se på byen. Jeg tog den nydelige pyjamas på og vi smuttede i seng.

Dag 2 Tokyo

Om aftenen skulle vi til sushikursus, så vi havde valgt nogle formiddags- og eftermiddagsaktiviteter ikke så langt fra hotellet. Så var det nemt at komme tilbage for at skifte tøj.

Først skulle vi have noget morgenmad/frokost. Det var blevet lidt sent inden vi kom fra hotellet, så vores morgenmad blev indtaget ved 11.00-tiden. Vi fik Ramen med stegte ris i en izakaya, på vej til kejserens palads. Den bedste ramen og de bedste stegte ris, som vi fik på hele turen. Vi prøvede først på en izakaya, men de sagde at de ikke havde flere nudler og pegede på restauranten på den anden side af gaden. Vi valgte så en tredje restaurant. Det var rent held, at vi fandt så godt et sted, for vi skulle bare have noget hurtigt at spise.

Vi gik over for at se kejserens palads og parken der ligger omkring det. Man kan ikke se så meget af paladset, men der er masser af turister, der tager billeder af det man kan se, så vi skulle da også have et billede.

Efterfølgende tog vi på indkøb i Ginza. Det skal der jo også være tid til. Så vi besøgte diverse butikker og oplevede, hvor helt fantastisk en service de har i butikkerne i Tokyo. Lørdag spærrer de de største gader af i Ginza og laver dem til gågader og nogle steder stiller de borde og stole op midt på gaden og alle butikkerne er åbne. Så lørdag i Ginza anbefales.

Da vi gik rundt i Ginza, kunne vi se at det kunne blive svært for Kati at finde et sted at ryge, hvis ikke vi skulle på restaurant eller bar. Mange steder er det forbudt at ryge udenfor, men de fleste barer og restauranter har et rygeområde.

Derefter smuttede vi tilbage til hotellet for at skifte og tage til Meguro Station, hvor vi skulle mødes med Paco, Marta som også skulle med på sushikursus, samt Shino som stod for kurset. Der var også meldt to amerikanere på kurset.

I Japan kommer man til tiden, så vi tog tidligt afsted for ikke at komme for sent. Det betød så, at vi kom for tidligt og så kan man jo lige så godt få noget kaffe inden vi skulle mødes med de andre.

Shino kom i kimono, som er en traditionel dragt/kåbe som bæres af kvinder. Der er ikke så mange der bærer dem længere, men man ser stadig en del ældre kvinder der bruger dem og ellers bruges de ved specielle lejligheder. Hun var derfor nem at kende. Amerikanerne viste sig at være på en lang rejse rundt i Europa og Asien og var ved at være ved enden af deres 1 år lange rejse. De rejste og arbejdede på samme tid, noget man godt kunne blive lidt fristet af.

Shino tog os først med i supermarked, for at vise de ingredienser vi skulle spise og bruge til at lave sushi, samt lidt andre specielle madvarer man bruger i det japanske køkken, som fx hvalkød. Det skal dog siges, at det ikke længere spises af ret mange japanere.

Efterfølgende besøgte vi en sake- og vinbutik, som blev drevet af 3. generation i familien. Her kunne vi købe sake, hvis vi ønskede at få noget til maden. Vi fik lov til at smage på et par stykker, før vi valgte en sake, som vi købte et par flasker af. Jeg købte også en premium sake, til at tage med til hjem. (Den er blevet drukket)

Vi kom til Shinos hus, mødte hendes mand og hun viste os rundt i deres hus. 3 etager men med meget få kvadratmeter per etage. På nederste etage havde de et kontor og badeværelse, 1. etage køkken og stue i et og øverste etage soveværelse. Jeg tror nok, at jeg ville blive lidt træt af deres seng efter meget kort tid. Se hus og seng i videoen nederst.

Shino og Shigeru visto os hvordan vi skar fisken, formede risen og lavede nigiri (risbolde med fisk ovenpå), maki (ruller af tang med ris og fisk, samt andre ingredienser i) og gunkanmaki (ruller af tang med ris i bunden og rogn, fisk eller andre ingredienser ovenpå) Det var en rigtig god oplevelse og noget jeg helt sikkert vil anbefale, hvis man har chancen. Man ser hvordan de lokale bor, har mulighed for at få et indblik i deres liv og kultur og når man samtidig spiser med dem i deres hjem, er det en helt anden måde at opleve landet på. Vi fandt det via eatwith.com.

Ud over sushien, som vi selv lavede, havde Shino og Shigeru lavet en masse ekstra mad. Tofu-agurkesalat, miso suppe, stegte fiskehoveder, salat med grøntsager og shirataki, sesamkage, en yoghurtdessert og sikkert et par andre ting, som jeg ikke kan huske. Vi blev meget mætte og der var stadig en masse mad tilbage.

Da selskabet også var godt, var det en rigtig god aften. Brandon og Ana var også nemme at snakke med og der var generelt en god stemning hele aftenen. De har forresten skrevet om deres rejse, hvis man har lyst til at læse om det. De var også et smut forbi København. Tilfældigvis løb vi ind i dem et par dage efter på en togstation, men der bor jo også kun 35 mio. mennesker i Tokyo, så det var jo statistisk meget sandsynligt…

Efter kurset, tog vi sammen med Paco og Marta, ud for at få en øl i nærheden af hotellet. Det blev til et par stykker, men vi tog stadig tidligt tilbage til hotellet, da de andre skulle tidligt op og se templer næste dag.

De første dage havde vi svært ved at finde rundt i området lige omkring hotellet. Stationen er kæmpestor og der var flere jernbanebroer i flere retninger, så nogle gange troede vi at vi var gået under et sted, men var faktisk et andet sted. Stedet hvor vi fik en øl, viste sig at være meget tættet på hotellet end først antaget.

Tilbage på hotellet, smuttede jeg i den smukke pyjamas, der var blevet lagt frem og forsøgte, uden så stor succes, at få airconditioningen til at virke. Det hele var skrevet med japanske bogstaver og det meste i det alfabet vi ikke havde lært. Så der blev trykket lidt rundt omkring og til sidst slukket.

 

 

 

 

Til sidst kan du se en lille video fra de første to dage i Ginza – Tokyo.

Her er videoen, hvor jeg prøver at snige mig til, at filme dem der spiller kort og samtidig kan man se indgangen, til den restaurant vi var inde på ved siden af.