Vi blev inviteret ud at spise en aften og skulle stå for valget af restaurant. Restauranten skulle ligge i Marbellaområdet. Vi prøvede at få bord på to restauranter inden vi valgte Trocadero Arena, som jeg havde fået anbefalet et par gange.
Den ligger lidt udenfor Marbella og er den eneste restaurant lige i det område. Når det bliver mørkt er der super hyggeligt udenfor og også indenfor, hvor der er en afrikansk-agtig udsmykning. Der er både nogle sofaområder og noget loungelignende, hvor man kan drikke en cognac.
Vi fik et par drinks udenfor, inden vi gik ind for at spise. Det var nogle lidt pæne lidt “nærrige” drinks, men min smagte dog meget sprittet, så der var da alkohol i, men måske ikke den dyre slags. 🙂 De tog sig ellers godt betalt for dem.
Jeg havde kigget på restaurantens hjemmeside og på deres menukort og lavede en kommentar til de andre om, at jeg var lidt bange for, at maden måske ikke var så god, som jeg først havde forventet, da de har et enormt stort menukort. Det er svært at være god til så mange ting og havde friske råvarer til alle de tallerkner. Uheldigvis viste det sig, at min mistanke blev bekræftet.
Vi fik et bord, bestilte lidt vin og blev enige om, at dele nogle forretter så vi kunne smage lidt på forskelligt. Vi bestilte tun tataki, tun tartar og noget skinke og pølser. Skinke og pølser var godt, det ville jo da også være noget skidt, hvis det ikke var godt. De to retter med tun var dårlige. Tataki (til €18) havde de druknet i en meget stærk sovs. Man kunne næsten mistænke dem for, at tunen ikke var frisk og de prøvede at dække over det med sovsen. Selv om man skrabede sovsen af, var det umuligt at smage tunen. Tartaren var en lille smule bedre, men absolut ikke særlig god. Der blev levnet af begge retter, selvom det var nogle beskedne portioner.
Til hovedret fik jeg ged, der blev også bestilt kylling, pandestegt blæksprutte og en bøf. Tilbehøret i form af lidt pommes frites og bløde grøntsager havde de sparet på, men så var råvarerne jo nok i orden og der ventede en stor smagsoplevelse. Det kunne du jo så nok godt gætte, at det ikke var tilfældet. Der var ikke nogen af hovedretterne der var direkte dårlige, men der var heller ikke nogen der sneg sig højere end en gennemsnitskarakter, hvilket var meget skuffende for en restaurant på dette niveau. Dvs. en restaurant som vi forventede var på højt niveau. Blæksprutten var, som man siger på spansk, korrekt. Det vil sige at den var ok, men ikke mere. En ret der på en chirringuito koster €12-€14, men her kostede €22. Bøffen var en smule tør, geden var ok, men lidt kedelig og kyllingen var vist nok også ok. Anretningen af hovedretterne var lige lidt over det niveau man ser på en typisk spansk restaurant, hvor der ofte ikke er nogen anretning af tallerknerne. Som man nok kan høre på tonen, så forventede jeg mere.
Desserterne var også ok, men en af dem virkede dog ikke hjemmelavet. Coulant kan selvfølgelig godt være svært at lave, men prisniveauet på restauranten må de kunne tage sig tid til det.
Generelt så var maden på niveau med mange chirringuitos/strandrestauranten på kysten, hvor prisen dog ligger €5-€10 under per tallerken. Dog var tunen exceptionel dårlig.
Servicen var i top. Dog blev vi ikke på noget tidspunkt spurgt om maden var i orden. Men derudover var de opmærksomme, skænkede vin og maden kom hurtigt. Vi ventede dog ret lang tid på cocktails.
Relationen pris kvalitet er helt hen i vejret på denne restaurant. Det blev til næsten €100 per person og det var det absolut ikke værd. Vi fik cocktail først, et par flasker vin til maden, 3 desserter til deling, kaffe, en enkelt cognac osv. men det er stadig alt for meget. Havde de haft normale priser ville karakteren være lidt højere. Service, indretning og stemning trækker op, mad (specielt tun) og pris trækker ned. Det bliver til 55 gafler.
Jeg tror det vil være et fint sted at tage hen og få øl og drinks en dag, men dog uden at bestille mad.
Du kan finde deres hjemmeside her